Diapraxis Fornyelse gennem fordybelse 2007 -2019

At frigøre sig fra fjenden Det er ikke fjendtlige identiteter, som fremkalder konflikter, men konflikter, som gør identiteter fjendtlige 12. december 2007 Af: Tzvetan Todorov http://information.dk/151677

Den engelske kvantefysiker David Bohms tanker om at alt eksisterer og udfolder sig i helheder, og at dialogen er broen inspirerer. Jeg opfatter det således, at mennesket i sig har drivkraften mod helheder, har energien mod fællesskabet, har energien til at forme fællesskaber og være en del af fællesskaber. Den dialogiske filosofi beskriver og understøtter denne drivkraft i mennesker, som mennesket stræber mod, og som mennesket søger at realisere sig i. Det handler om kontakt. Det handler om at være. Det handler om at få kontakt. I den sammenhæng kan vold ses som en ekstrem søgen efter kontakt, en ageren mod kontakt. En særlig måde at forsøge at forbinde sig i helheder på. Og det er noget helt andet end det felt, hvor vold planlægges og bruges for gennem frygt at få magt og magtpositioner Nu er det ikke sådan at helheden er der i forvejen, som så mennesket søger ind i. Nej, mennesket søger at skabe og skaber selv helheder omkring sig - voldeligt eller dialogisk. Det kan b...

Når du eller dit fællesskab fyldes af frygt og had bliver du afhængig af den du hader - af fjenden - og af den hadendes eksistens, selvom du forsøger at udrydde den du hader. Lykkes det for dig at gøre op med fjendebilledet i dit rationelle univers, uden en forsoningsproces, fortsætter bevidstheden sin "fjendtlige aktivitet" og kan skabe nye fjendebilleder til erstatning af de gamle. Fra nazihad til kommunisthad til terrorismehad til al quedahad osv. Det samme sker også på det personlige plan, hvor had til en forælder eller en søsken kan erstattes af et had - der som oftest ikke er særligt synligt -til en ægtefælle eller børn eller andre nærstående familiemedlemmer eller nære venner. Uden et opgør med fjendebilledet på et dybere og eksistentielt plan fortsætter selve fjendebilledet. fordi din eksistens og identitet netop er understøttet af det "skjulte" had.

Dialog Dialog er en proces, hvor deltagerne mødes direkte ansigt til ansigt. Dialog kan ikke og skal ikke sammenblandes med endeløs teoretisering eller spekulation. Dialogens natur er en afslappet, ikke dømmende nysgerrighed. Det væsentligste er at se tingene så friskt og klart som muligt. At pleje denne evne er centralt i dialogen. Dialog, som jeg forstår det, er en fælles undersøgelse, en måde at tænke og reflektere sammen på. Dialog er en levende undersøgelse af erfaringer i og mellem mennesker. Formålet med forhandling er at nå en aftale mellem parter som er uenige. Intensionen med dialog er at nå en ny forståelse og, ved at gøre det, skabe en helt ny basis for tanker og handlinger. I dialog løser man ikke alene problemer, man opløser dem. David Bohm: “On dialogue”1996 side XI og IX William Isaacs: dialogue and the art of thinking together”, 1999 Dia Logos Dialog stammer fra de græske ord dia logos . Dia betyder gennem og logos oversættes til ”ord” eller mening”. I virkeligh...

Mine overvejelser tager udgangspunkt i den måde, vi arbejder som konfliktmæglere eller procesledere, der skaber rum for andres udvikling og vækst. Det være sig i arbejdsgrupper, arbejdspladsgrupper, sikkerhedsudvalg, bestyrelser, familier, naboer, kort sagt der hvor mennesker er i fællesskab. 1. Involveret Vi er på den ene side fordomsfri – uden domme og fordomme – når vi involverer os. På den anden side bliver vi involveret og må dermed acceptere, at vi bliver indfoldet i de problematikker, som deltagerne bringer frem. Vi er ikke involveret på samme måde som deltagerne, fordi vi er der med en særlig rolle og forlader det fællesskab igen, og fordi vi kan stille os udenfor og betragte det, som vi har været involveret i. På den anden side bliver vi påvirket af det, vi har været involveret i. Det bliver en del af vores erfaring og viden om mennesker og menneskers udfordringer og leven med livet med hinanden. Både når vi fyldes med glæde eller sorg, og når det bliver smertefuldt for os. 2....

Elske gud Jeg tænker lige over sætningen "at elske gud". Det at elske betyder jo at give plads til udfoldelse, udfoldelse af sine potentialer, så at elske gud betyder at give plads til at gud kan udfolde sig i mig. Det er ikke mig som skal kende gud, nej - det er mig som skal give gud plads til udfoldelse, så jeg kan kende ham. Sådan er det jo med kærligheden og med det at elske. Nærmere en bøn om at jeg må give udfoldelsesmuligheder, udvikling af det potentiale som jeg selv og den jeg elsker har. Det er milevidt fra at stille krav. Det er at åbne, for at udfoldelse kan ske. Det er at være med sig selv og den anden. Jeg kan spørge den elskede. Hvad skal der til? Hvad kan jeg bidrage med? Hvad skal jeg gøre? for at potentialerne kan udfoldes. Her er plads til åbenhed. Jeg er nysgerrig, afventende og ydmyg. Og aktiv med at skabe muligheder for udfoldelse.

Når vi leder processer arbejder vi med mennesker. De færreste mennesker har sager på hinanden. De fleste har relationer, fra det ligegyldige og dagligdags til det glædelige eller hadefulde. Det sker hjemme, på arbejdspladsen og på gader og stræder, i tog eller bil. Relationer spiller sammen med den enkelte. Den enkeltes jeg og identitet skabes i spændingsfeltet mellem den enkelte og den enkeltes relationer til mennesker, natur og bevidsthedens væsener. Det er i dette felt at udvikling og ny forståelse af mig og livet bliver til. Vi kalder det livserfaringer. Mennesker i det moderne samfund lærer mere at omgås statens væsener, lige fra børneinstitutioner, skoler og universitet, til skattevæsen, socialvæsen og retsvæsen. Det er også vigtigt, men det er nu engang institutioner og institutioners mennesker du møder. Det er sagsbehandlere som behandler sager og sjældnere mennesker, som går ind og sammen med dig engagerer dig i dit liv. Som menneske blandt menneske. Da mange mennesker selv ar...

"Mennesker er ikke kun gensidigt afhængige af hinanden, men også "indfældet i naturen"; og i sidste instans har vi universet som ophav". Løgstrups mange ansigter, side 25, Forlaget Anis 2005

Relationen kan være så kontaktfuld, at jeg er i dig og du er i mig - dyb kontakt Jeg og du er - forholdets natur - subjekt i og med subjekt - kærlighedens mirakel - vi elsker Jeg og naturen er - forholdets natur - subjekt i og med subjekt - oplevelsens mirakel - vi lever i og med naturen - økologisk Jeg og ånden er - forholdets natur - subjekt i og med subjekt - meditationens og bønnens mirakel - vi lever i og med bevidsthedernes verden - vi lever med livet i skabelse, liv og død Relationen kan være som overblik, så jeg ser helheder og sammenhænge, ser objekter, men netop ser verden udefra Relationens kvantespring er et billede fra den moderne fysik hvor bølge og partikel kan være samtidig. Partikel når jeg ser helheder og sammenhænge (fordi jeg ser objekter og relationer) og bølge når jeg er i relation (fordi jeg lever og er i bevægelse) Inspiration: Martin Buber: Jeg og du.

Det primære fællesskab Fællesskabet med jord, luft, ilt og vand Det sekundære fællesskab Fællesskabet med andre mennesker og naturen Det tertiære fællesskab Bevidsthedernes fællesskab, de åndelige fællesskaber

Hilser vi mildt, venligst, kærligt eller respektfuldt på hinanden og vore omgivelser, sætter vi andre fri og bliver selv fri. Undgår vi at hilse, hilser vredt, uengageret, ligegyldigt eller hadefuldt, så undertrykker vi andre (måske blot momentvis) og os selv, burer os inde (eller er på den vej) Vi er dybt afhængige af, hvem som inkluderer mig og hvem som ekskluderer mig. Jeg inkluderes og ekskluderes i mine fællesskaber. Jeg lever i og med mine fællesskaber - og på grænsen.

Dialog - vi er sammen om ordet Diasent - vi er sammen med vore forestillinger om os selv, de andre og vores fællesskab Diapraksis - vi er sammen fordi vi gør og handler sammen Vi rører og berører, vi kærtegner, vi elsker, vi skubber og maser, vi arbejder sammen, vi lever sammen Når jeg forestiller mig vores fællesskab når jeg ser dig som hadefuld, kærlig, god, ond og mig selv som god, ond, hadefuld, kærlig. Når jeg ser mine egne drivkræfter i mig selv og i dig og i vores fællesskab, så er vi sammen i diasent. Når jeg siger jeg elsker dig Når jeg siger jeg hader dig Når jeg ser, du lægger afstand til mig, når jeg går forbi dig, uden at vise, at jeg ser dig, så er vi i dialog.

Om fællesskab og anerkendelse Om at tage form og blive den du er! Når mennesker er sammen -former de fællesskab Når mennesker tror eller forestiller sig At de er sammen Former de fællesskab Mennesker er sammen Forestiller sig de er sammen Vi er og lever sammen i fællesskaber. Moral og samvittighed, lov og orden beror på forestillingen om et fællesskab Et godt fællesskab. Når du er i fællesskab tager du form efter andre og andre tager form efter dig. Du ses i det lys du er til stede i. Du ser dig selv i det lys du er til stede i og som andre ser dig Du ser dig selv forskelligt Er du anerkendt og respekteret ? bare ligegyldig ? krænket og undertrykt ? Du kan være hårdhudet og intet opleve Men det varer ikke ret længe for skal du være og leve i hårdhudetheden må du begynde at opleve de andre som fjender, som bytte, som mål for din grådighed Kun ved at opleve dem på den måde kan du bevare din hårdhudethed Går du væk fra ...

Nærvær og kontakt skaber verden. Hvad har Amalie kontakt med? Hvad skabes? Amalie efteråret 2005

Glæden med naturen Alle mennesker forsones af glædens blide vingefang Glæde det er kendetegnet på den evige natur, glæden driver værket, lokker blomsten frem og sender sol og glæde ud. Fra Schiller: Til glæden

Medens medlidenheden er deltagelse, måske resignerende deltagelse, og gælder dem hvem livsvilkårene har været ugunstige, drives barmhjertigheden af tanken om, at den anden har fået livet til at fuldbyrde det og nu bliver forhindret i det. Opgør med Kierkegaard, 1967 side 94

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej” K.E. Løgstrup, Den etiske fordring (København: Gyldendal 1956), s. 25.