Dia logos - definitioner

David Bohm “On dialogue”:

“Dialog er en proces, hvor deltagerne mødes direkte ansigt til ansigt. Dialog kan ikke og skal ikke sammenblandes med endeløs teoretisering eller spekulation.”

“Dialogens natur er en afslappet, ikke dømmende nysgerrighed. Det væsentligste er at se tingene så friskt og klart som muligt. At pleje denne evne er centralt i dialogen.”

William Isaacs ”Dialogue and the art of thinking together”

“Dialog, som jeg forstår det, er en fælles undersøgelse, en måde at tænke og reflektere sammen på.”

“Dialog er en levende undersøgelse af erfaringer i og mellem mennesker.”

“Formålet med forhandling er at nå en aftale mellem parter som er uenige. Intensionen med dialog er at nå en ny forståelse og, ved at gøre det, skabe en helt ny basis for tanker og handlinger. I dialog løser man ikke alene problemer, man opløser dem.”

Dia Logos (William Isaacs)

Dialog stammer fra det græske ord ‘dia logos’. Dia betyder gennem og logos oversættes til ”ord” eller mening”. I virkeligheden betyder dialog ”flow of meaning”. Men det er endnu mere. I den allerældste betydning af ordet logos betyder det ”at samles” og var en intens opmærksomhed på relationer i naturverdenen. Johannes evangeliet begynder således: ”I begyndelsen var ordet (logos). Det kan vi nu forstå som: I begyndelsen var relationerne. Når vi går et skridt videre betyder dialog en samtale hvor folk tænker sammen i relationer. (Dialogue and the Art of Thinking Together, s. 19)

“Dialog forsøger at forandre kilden til vore tanker og følelser, i stedet for at være resultatorienteret.”

“Dialog søger at angribe fragmentationerne – ikke ved at reorganisere de fysiske komponenter i en samtale - men ved at afdække og ændre de organisk underliggende strukturer som skaber dem.”

108 Forandring og forvandling - en bemærkning

“Forandring er forstyrrende, når andre bestemmer og beslutter. Den er frigørende, når jeg bestemmer og jeg beslutter.”

Her er vi ved et centralt tema. Forandringer sker jo livet igennem. Vi vokser op og modnes.

Vores opfattelse af os selv og livet omkring os forandres fra vi fødes til vi dør. Hvis forandringerne trækkes ned over hovedet på os, skaber det sorg og modstand og vi opfatter det ofte som forstyrrende. De forandringer, vi selv beslutter og realiserer, gennem vores udvikling – er med til at sætte os fri til at være i det evigt forandrende liv.

Det er humlen i både konfliktmægling og i arbejdet omkring det psykiske arbejdsmiljø. Det handler dybest set om at være med i processen og få mulighed for at tage del i forandringen - og på den måde gøre forandringen meningsfuld.

Det frigørende og meningsfulde betyder især, at forandringer skaber energi. Det betyder, at de bidrager til værdsættelse og skaber grundlag for en bæredygtig udvikling.

Del og helhed - en solopgang

Den engelske kvantefysiker David Bohms tanker om at alt eksisterer og udfolder sig i helheder, og at dialogen er broen inspirerer.

Jeg opfatter det således, at mennesket i sig har drivkraften mod helheder, har energien mod fællesskabet, har energien til at forme fællesskaber og være en del af fællesskaber.

Den dialogiske filosofi beskriver og understøtter denne drivkraft i mennesker, som mennesket stræber mod, og som mennesket søger at realisere sig i.

Det handler om kontakt. Det handler om at være. Det handler om at få kontakt. I den sammenhæng kan vold ses som en ekstrem søgen efter kontakt, en ageren mod kontakt. En særlig måde at forsøge at forbinde sig i helheder på. Og det er noget helt andet end det felt, hvor vold planlægges og bruges for gennem frygt at få magt og magtpositioner

Nu er det ikke sådan at helheden er der i forvejen, som så mennesket søger ind i. Nej, mennesket søger at skabe og skaber selv helheder omkring sig - voldeligt eller dialogisk.

Det kan blive spændende at fortsætte og udvikle undervisningen i dette stof og at skrive om det. Stoffet er jo tæt forbundet både med religionens inderlighed og lidenskabelighed - og - med den ny fysik med navne som Niels Bohr, David Bohm og Albert Einstein. Dertil jødiske filosoffer som Martin Buber, Levinas og Paul Ricæur. Og endelig den danske filosof K.E.Løgstrup

Energier som kaldes kvanter i den fysiske verden har i deres relationer og fællesskaber mange lighedspunkter med beskrivelsen og forståelsen af åndelige universer. Ikke den del af det religiøse univers, som manifesterer sig som autoritet på moralens område og som arbejder i og med magtstrukturer. Nej - det er de lidenskabelige dele af religionerne. Det mystiske og det inderlige - som udfolder sig i og mellem mennesker og natur. En energi med evig og uendelig skabelse og udfoldelse.

Et nyt paradigme ser evigheden (i stedet for tid) og uendeligheden (i stedet for sted). Det søger forbindelse til hver enkelt del - tid og sted - og forstår det i helheden.

Jeg tænker på at det vel ikke er vanskeligere end at se solopgangen som den reelt foregår. Hvad jo er vanskeligt nok i sig selv. Det sker når jeg oplever, at det er mig, som bevæger mig mod solen på et sted på jordkloden med en hastighed på omkring 1.200 km i timen - alt afhængig af hvor jeg opholder mig på jorden. Så oplever jeg den reelle bevægelse, nemlig at det er mig som med stor hastighed sidder på en kugle som roterer, medens jeg iagttager en kugle som står stille, men som jeg gradvist får mere og mere at se. Og så har jeg helt set bort fra at jeg og solen bevæger os i mælkevejen og at galaxen mælkevejen bevæger sig mellem galaxerne i universet, som så i øvrigt er i konstant udvidelse og skabelse.