Diapraxis Fornyelse gennem fordybelse 2007 -2019

I mine fællesskaber og relationer kan jeg spørge: Hvad skal jeg lære af dette møde ? Hvad skal jeg lære af dette menneske ? Tænk over, hvad meningen kan være med dette møde ? Hvad skal jeg erfare om mig selv, når jeg tildeler skyld og skam til den jeg møder eller mig selv ? Hvordan er det nu jeg tolker det jeg møder ? Når negative billeder dukker op, hvad er da det positive modstykke ? Kan jeg ændre den anden ? eller kan jeg kun ændre det jeg tænker om den anden ? Ser jeg den anden eller ser jeg kun det jeg ønsker at se eller det jeg forventer at se ? Hvad er det jeg viderebringer til verden og andre ? Negative billeder ? Positive billeder ? Og hvornår er det sandt det jeg viderebringer ? Bidrager jeg til løgnen eller sandheden om det andet menneske eller verden - ved det jeg siger og viderebringer ? Mit Møde med mennesker og verden - kan være en udfordring - en læreproces

Forsoning i almindelighed Forsoning betyder , at to parter, som hører sammen, genforenes, efter at de har været adskilt fra hinanden. Forsoning er der først tale om, når det, der har været imellem dem, er en del af deres indstilling til hinanden. Til forsoning hører også, at de to, som forsones, oprindeligt står hinanden nær, gennem venskab, slægtsskab o.s.v.. Forsoning i kristendommen Den forsoning, der er tale om i kristendommen, er forsoningen mellem Skaber og skabning, mellem Gud og menneske. Evangeliet - det glædelige budskab - er, at det er Gud, der tilvejebringer forsoningen med mennesket, og dermed fjerner al skyld fra mennesket i relation til gud som skaber. En frihed og fred til mennesket i al taknemmelighed. Inspiration: Forsining og forligelse af Lars Blinkenberg, 1979