Fra imperier til mellemfolkeligt fællesskab 🌿
Vi lever i overgangen mellem to verdensordener. Den ene blev båret af imperier, kolonier, overmagt og retten til at definere andre. Den anden er endnu kun ved at blive født. Den bæres af selvstændiggørelse, gensidig anerkendelse og et voksende krav om ligeværd mellem folk og civilisationer. Spørgsmålet er ikke længere kun, om kolonitiden er forbi i juridisk forstand. Spørgsmålet er, om verden nu også kan frigøre sig fra kolonitidens ånd og lære et nyt sprog for respektfuldt globalt samarbejde.
Når jeg ser på verdenshistorien, oplever jeg, at vi i disse år står midt i en bevægelse, som er både dyb og afgørende. I flere hundrede år – fra de første europæiske søfarter i femtenhundredetallet og frem – voksede en verdensorden frem, hvor Europa og senere Vesten satte retningen. Kontinenter blev kortlagt, erobret og organiseret ud fra én forståelse af verden, og ressourcer blev udvundet, mens folk blev underlagt, og kulturer blev vurderet ud fra en europæisk målestok.
Jeg ser i dag, at denne orden ikke kun var politisk og økonomisk. Den var også en måde at tænke på. En måde at se verden på, hvor nogle havde retten til at definere, mens andre måtte tilpasse sig. Det er denne indre struktur, som måske er sværest at give slip på.
Efter de to verdenskrige begyndte denne orden at slå revner. Kolonier blev til selvstændige stater, og folk rejste sig og krævede deres egen stemme. Da Sovjetunionen blev opløst, oplevede jeg – som mange andre – et øjeblik af håb. En forestilling om, at verden kunne bevæge sig i retning af fred, samarbejde og fælles ansvar. Det var som om historien åbnede sig, og en ny mulighed viste sig.
Men jeg har også set, hvordan historien ikke standsede der.
Fra begyndelsen af det enogtyvende århundrede trådte en ny fase frem, hvor USA i høj grad satte dagsordenen globalt – militært, økonomisk og institutionelt. Indgreb, alliancer og internationale strukturer blev formet ud fra bestemte forståelser af sikkerhed og orden. Samtidig begyndte jeg at ane en anden bevægelse, som voksede frem langsomt, men vedholdende.
Flere lande i det globale syd begyndte at samarbejde på nye måder, ikke længere som underordnede, men som aktører med egne interesser, egne værdier og egne historiske erfaringer. Her ser jeg BRICS som et tydeligt tegn. Ikke som en færdig ny verdensorden, men som et udtryk for, at verden ikke længere formes ét sted fra.
Jeg oplever, at vi i dag lever i dette spændingsfelt. For selv om kolonierne er blevet selvstændige, lever mange af de gamle strukturer videre. Jeg ser det i økonomiske afhængigheder, i handelsmønstre, i gæld og finansielle systemer, i teknologisk kontrol og i den måde, viden og sandhed ofte bliver defineret på.
Kolonitiden er forbi som formel struktur. Men jeg oplever, at den endnu ikke er helt forbi som indre virkelighed.
Derfor bliver spørgsmålet for mig dybere end før. Det handler ikke kun om magtens fordeling, men om relationens kvalitet. Jeg spørger mig selv, om nationer kan mødes uden at dominere hinanden. Om forskellighed kan blive en styrke i stedet for en trussel. Om vi kan udvikle et sprog, hvor vi ikke først og fremmest forsvarer os, men forsøger at forstå hinanden.
Jeg ser her kimen til en ny verdensorden. Ikke som et system alene, men som en praksis. En måde at være i verden på.
I mit arbejde med Diapraxis forstår jeg denne bevægelse som en vandring gennem livets rum. Jeg ser en verden, der bevæger sig fra frygtens rum, præget af kontrol, alliancer og overlevelse, gennem modets og sandhedens rum, hvor stemmer høres og historier fortælles, og måske – hvis vi formår det – videre mod modenhedens og tillidens rum, hvor samarbejde bliver muligt.
Jeg ved, at denne nye orden ikke er givet. Den er ikke sikret. Men jeg oplever, at den er begyndt.
Og jeg oplever også, at dens retning ikke kun afgøres af stater og institutioner, men af mennesker. Af vores måde at møde hinanden på. Af vores vilje til at se den anden som ligeværdig.
