Den engelske kvantefysiker David Bohms tanker om at alt eksisterer og udfolder sig i helheder, og at dialogen er broen inspirerer.
Jeg opfatter det således, at mennesket i sig har drivkraften mod helheder, har energien mod fællesskabet, har energien til at forme fællesskaber og være en del af fællesskaber.
Den dialogiske filosofi beskriver og understøtter denne drivkraft i mennesker, som mennesket stræber mod, og som mennesket søger at realisere sig i.
Det handler om kontakt. Det handler om at være. Det handler om at få kontakt. I den sammenhæng kan vold ses som en ekstrem søgen efter kontakt, en ageren mod kontakt. En særlig måde at forsøge at forbinde sig i helheder på. Og det er noget helt andet end det felt, hvor vold planlægges og bruges for gennem frygt at få magt og magtpositioner
Nu er det ikke sådan at helheden er der i forvejen, som så mennesket søger ind i. Nej, mennesket søger at skabe og skaber selv helheder omkring sig - voldeligt eller dialogisk.
Det kan blive spændende at fortsætte og udvikle undervisningen i dette stof og at skrive om det. Stoffet er jo tæt forbundet både med religionens inderlighed og lidenskabelighed - og - med den ny fysik med navne som Niels Bohr, David Bohm og Albert Einstein. Dertil jødiske filosoffer som Martin Buber, Levinas og Paul Ricæur. Og endelig den danske filosof K.E.Løgstrup
Energier som kaldes kvanter i den fysiske verden har i deres relationer og fællesskaber mange lighedspunkter med beskrivelsen og forståelsen af åndelige universer. Ikke den del af det religiøse univers, som manifesterer sig som autoritet på moralens område og som arbejder i og med magtstrukturer. Nej - det er de lidenskabelige dele af religionerne. Det mystiske og det inderlige - som udfolder sig i og mellem mennesker og natur. En energi med evig og uendelig skabelse og udfoldelse.
Et nyt paradigme ser evigheden (i stedet for tid) og uendeligheden (i stedet for sted). Det søger forbindelse til hver enkelt del - tid og sted - og forstår det i helheden.
Jeg tænker på at det vel ikke er vanskeligere end at se solopgangen som den reelt foregår. Hvad jo er vanskeligt nok i sig selv. Det sker når jeg oplever, at det er mig, som bevæger mig mod solen på et sted på jordkloden med en hastighed på omkring 1.200 km i timen - alt afhængig af hvor jeg opholder mig på jorden. Så oplever jeg den reelle bevægelse, nemlig at det er mig som med stor hastighed sidder på en kugle som roterer, medens jeg iagttager en kugle som står stille, men som jeg gradvist får mere og mere at se. Og så har jeg helt set bort fra at jeg og solen bevæger os i mælkevejen og at galaxen mælkevejen bevæger sig mellem galaxerne i universet, som så i øvrigt er i konstant udvidelse og skabelse.
