Livet er skabelsens proces

“Livet er skabelsens proces i samværet med andre – hele tiden i bevægelse og forandring".

(Steen Clausen - inspiration: Axel Honneth ”Behovet for anerkendelse”, Hans Reitzels Forlag)

Nytårshilsen 2013 - Livet er menneskers lys

Lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke. Johs 1,4

En fattig og en undertrykker kan mødes, Herren giver begges øjne lys

Ordsprogenes bog 29,13

Konfliktmæglere og brobyggere må arbejde med lyset i tillid til, at lyset skinner i mørket og i tillid til at undertrykte og undertrykkere - ofre og gerningsmænd kan mødes, og se hinanden i øjnene.

Jeg medtager et citat fra Nelson Mandela fra bogen: "Vejen til frihed"

side 491 i førsteudgivelsen fra 1994

I 1985 bliver Mandela flyttet fra Robben Island og bort fra sine venner til en 3 værelses lejlighed (husarrest) i byen Poolsmoor. Han ved ikke hvorfor regeringen har flyttet ham. Han skriver

"Det ville være forkert at kalde det en åbenbaring, men i løbet af de næste par dage og uger begyndte jeg at forstå noget om mine nye forhold. Jeg fandt ud af at forandringen ikke var et tab, men en mulighed. ... Min ensomhed gav mig en vis frihed, og jeg besluttede mig for at bruge den til noget, jeg havde tænkt over i lang tid: Indlede diskussioner med regeringen.

Jeg konkluderede, at den tid var kommet, hvor kampen bedst kunne føres videre gennem forhandlinger.  

Hvis vi ikke snart påbegyndte en dialog, ville begge parter snart blive kastet ud i en mørk nat af undertrykkelse, vold og krig. 

Min ensomhed ville give mig lejlighed  til at tage det første skridt i denne retning uden den form for granskning, der måske kunne ødelægge sådanne forsøg."

Det levende møde

Institut for Diapraxis arbejder med dialogen som et levende møde mellem mennesker.

Et udviklende møde som med nærvær, nysgerrighed og engagement skaber mulighed for forståelse og tilstedeværelse i verdens mangfoldige udfoldelse.

Diapraxis lægger vægt på at gøre noget sammen. Det er i vore handlinger sammen, at vi kommer til dybere erkendelse af os selv og verden.

Dialogen er central for forståelse og samvær. I dialogen deler vi erfaringer og aktiviteter, deler et fælles socialt og politisk engagement og skaber fælles inderlighed og medfølelse."

Håbet og mødet mellem mennesker

Om det som bliver til - og skabes - i mødet mellem mennesker - et notat til videre inspiration

En sætning, et udsagn fortæller mig, at det som er vigtigt for mennesker skabes mellem mennesker - i relationen som vi siger - eller i fællesskabet mellem mennesker. Det kommer ganske enkelt ikke til eksistens uden medmenneskets deltagelse.

Hvordan kan vi bevare håbet, når I ikke tror på os?

Udsagnet viser tydeligt at håbet kommer til stede i mellemværendet med andre - eller et andet - menneske. Håbet skal modtages og anerkendes. Når vi respekterer de håb, som andre frembringer kommer håbet til eksistens, så får det liv. Ikke som realitet - men netop som håb. Noget jeg kan leve på. Håbe på. Den der modtager, anerkender håbet skal jo ikke tro på at det bliver en realitet, men skal ladet håbet leve som håb, som noget der kan forstås som håb, og som der kan udvikles som håb. En samtale om håbet kan medvirke til at udvikle håbet og gøre det livskraftigt for den som håber. Det er jo netop også på denne måde at vi er i hinandens vold og er hinandens skæbne. På den måde lever vi i og med hinanden.

Udsagnet er et råb om hjælp - et råb om anerkendelse - så mød mig dog kære menneske og lad mit håb få liv!

Ved mødet med andre mennesker, citerer jeg ofte et par salmelinier, som inspiration til de møder jeg enten som konfliktmægler eller sparringpartner for andre skal indstille mig på - mentalt forberede mig på. Her er det jo ikke noget konkret der fordres, men mere et nærvær og engagement. For at komme i den rette stemning er en af metoderne at meditere over linierne:

Hvorledes skal jeg møde og favne dig min skat?

Dette er en meditation som hjælper mig til at intonere sammen med det andet menneske. Ikke for min skyld eller for den andens skyld, men netop for vor skyldighed mod hinanden. En mulighed for at du og jeg sammen kan skabe - skabe det som livet kan give os.

I kontakt med universet og et spørgsmål

"Er livsmening noget, vi selv konstruerer og forhandler os frem til, eller er det noget, vi opdager eller modtager og nærmere må lytte os frem til."
Sådan spørger Finn Thorbjørn Hansen på side 221 i sin bog: "At stå i det åbne"

Spørge Jørgen: Når mit møde med et andet menneske er svært - kan jeg spørge

I mine fællesskaber og relationer kan jeg spørge:

• Hvad skal jeg lære af dette møde ?
• Hvad skal jeg lære af dette menneske ?
• Tænk over, hvad meningen kan være med dette møde ?
• Hvad skal jeg erfare om mig selv, når jeg tildeler skyld og skam til den jeg møder eller mig selv ?
• Hvordan er det nu jeg tolker det jeg møder ?
• Når negative billeder dukker op, hvad er da det positive modstykke ?
• Kan jeg ændre den anden ? eller kan jeg kun ændre det jeg tænker om den anden ?
• Ser jeg den anden eller ser jeg kun det jeg ønsker at se eller det jeg forventer at se ?
• Hvad er det jeg viderebringer til verden og andre ? Negative billeder ? Positive billeder ?
• Og hvornår er det sandt det jeg viderebringer ?
• Bidrager jeg til løgnen eller sandheden om det andet menneske eller verden - ved det jeg siger og viderebringer ?

Mit Møde med mennesker og verden - kan være en udfordring - en læreproces

Forsoning som genforening

Forsoning i almindelighed

• Forsoning betyder , at to parter, som hører sammen, genforenes, efter at de har været adskilt fra hinanden.
  
• Forsoning er der først tale om, når det, der har været imellem dem, er en del af deres indstilling til hinanden.
• Til forsoning hører også, at de to, som forsones, oprindeligt står hinanden nær, gennem venskab, slægtsskab o.s.v..

Forsoning i kristendommen

• Den forsoning, der er tale om i kristendommen, er forsoningen mellem Skaber og skabning, mellem Gud og menneske.
• Evangeliet - det glædelige budskab - er, at det er Gud, der tilvejebringer forsoningen med mennesket, og dermed fjerner al skyld fra mennesket i relation til gud som skaber. En frihed og fred til mennesket i al taknemmelighed.

Inspiration: Forsining og forligelse af Lars Blinkenberg, 1979

Venlighed og Diapraxis i årtusinder

I dag bruger vi tre begreber

Dialog - vi er sammen om ordet
Diasent - vi er sammen med vore forestillinger og tanker om os selv, de andre og vores fællesskab
Diapraksis - vi er sammen fordi vi gør og handler sammen

For 2.600 år siden formulerede Lao Zio det med venlighed sådan:

Venlige ord skaber selvtillid
Venlige tanker skaber inderlighed
Venlige handlinger skaber kærlighed

Kilde: Sanna og Martin Ehdin, Det menneskelige helhedssyn, Ascheoug 2004, side 28

Et lille digt om venskab fra Jørn Kelter

En hyldest til Philia og Agabe. *

Der er tre græske ord for kærlighed i det nye testamente:

eros (oprindelig "sjælens længsel mod det guddommelige",(nu æstetisk eller romantisk kærlighed),

philia (inderlig hengivenhed mellem personlige venner)

og

Agabe, der betyder netop forståelse og forløsende god vilje overfor alle mennesker. Det er en uegennyttig kærlighed, som ikke sættes i bevægelse af nogen egenskab eller funktion hos dens genstand. Det er en næstekærlighed, der omfatter både venner og fjender - den "kalder alle for sin næste".

Venskab er et eksperiment.
Og knapt begyndt,
er det ofte endt.
Men spirer der en kim,
som vokser og bli’r stærk.
Kan det ende som et livsværk

Venner er livets gødning!
Du rækker dem en lillefinger.
De gi’r dig hele armen,
og det ganske uden nødning.
Med dem som mit bagland,
føler JEG mig tryg, ”mand”.

Venner er der når livet vender
- også på hovedet
Når man tror at alting ender.
Kan ikke finde hoved eller hale.
Så er venner dem som vil tale,
selv om det er svært.

En ven er en slags mentor.
En kilde til ”Aha!”
Og sådan en vil alle, helt sikkert gerne ha’.
Men det kræver af DIG, du holder ”gryden i kog”
Ellers mister du noget,
som blev en del af dit jeg.

Om venskab er skrevet i al evighed
Det skyldes måske,
det’ en slags kærlighed.
Venskab er men’skehedens byggesten.
Skaf mange af dem,
Og bliv selv én.

Jørn Kelter 28. juli 2008
Tilegnet alle mine kære venner.

*Se mere om eros, philia og agabe på dette link: http://www.diapraxis.org/Ahimsa.htm
Alle rettigheder forbeholdes.
Gengivelse tilladt med tydelig kildeangivelse.

Masker og mennesker

I enhver uniform
er der et menneske
Bag enhver maske
er der et menneske
et menneske blandt mennesker
Der er
Dialog
Diasent og
Diapraxis

Forståelse og liv - Dansens poesi

Livet skal ikke forstås - livet skal leves.
Det sagde Johannes Møllehave i en nytårsprædiken nytårsnat. På den ene side har jeg det fint med at livet skal leves. Det kan ikke leves med fornuft og forståelse alene. Der hører meget mere til, som slet ikke kan favnes af forståelse, fornuften eller følelser. Så på den led rigtigt. Men livet leves også i forståelsen, fordi forståelsen af livet og mig selv fylder ind i den måde jeg lever livet på og de domme og fordomme og glæder og sorger som jeg ser og lever livet i. Ja, den skyld og skam som jeg belemrer og udvikler mit liv i.

Derfor gjorde en tankegang om at diapraxis også kan ses som en praxis, som en aktivitet hvor teorien og forståelsen udfolder sig fra praksis og hvor praksis udfolder sig ud fra den involverede teori og forståelse.

Følgende citat fra maleren Matisse falder også ind i det mønster om livets uendelige liv med musik, poesi, historier og dans:

When Matisse was asked in a 1942 radio interview why he painted, he said:

"Why, to translate my emotions, my feelings, and the reactions of my sensibility into color and design, which neither the most perfect camera, even in color, nor the cinema can do. ... [Artists are] useful because they can augment color and design through the richness of their imagination intensified by their emotion and their reflection on the beauties of nature, just as poets or musicians do."
Quote source: Matisse on Art, edited by Jack D. Flam, page 92

Fjendtlige identiteter

At frigøre sig fra fjenden

Det er ikke fjendtlige identiteter, som fremkalder konflikter, men konflikter, som gør identiteter fjendtlige

12. december 2007

Af: Tzvetan Todorov
http://information.dk/151677

Del og helhed - en solopgang

Den engelske kvantefysiker David Bohms tanker om at alt eksisterer og udfolder sig i helheder, og at dialogen er broen inspirerer.

Jeg opfatter det således, at mennesket i sig har drivkraften mod helheder, har energien mod fællesskabet, har energien til at forme fællesskaber og være en del af fællesskaber.

Den dialogiske filosofi beskriver og understøtter denne drivkraft i mennesker, som mennesket stræber mod, og som mennesket søger at realisere sig i.

Det handler om kontakt. Det handler om at være. Det handler om at få kontakt. I den sammenhæng kan vold ses som en ekstrem søgen efter kontakt, en ageren mod kontakt. En særlig måde at forsøge at forbinde sig i helheder på. Og det er noget helt andet end det felt, hvor vold planlægges og bruges for gennem frygt at få magt og magtpositioner

Nu er det ikke sådan at helheden er der i forvejen, som så mennesket søger ind i. Nej, mennesket søger at skabe og skaber selv helheder omkring sig - voldeligt eller dialogisk.

Det kan blive spændende at fortsætte og udvikle undervisningen i dette stof og at skrive om det. Stoffet er jo tæt forbundet både med religionens inderlighed og lidenskabelighed - og - med den ny fysik med navne som Niels Bohr, David Bohm og Albert Einstein. Dertil jødiske filosoffer som Martin Buber, Levinas og Paul Ricæur. Og endelig den danske filosof K.E.Løgstrup

Energier som kaldes kvanter i den fysiske verden har i deres relationer og fællesskaber mange lighedspunkter med beskrivelsen og forståelsen af åndelige universer. Ikke den del af det religiøse univers, som manifesterer sig som autoritet på moralens område og som arbejder i og med magtstrukturer. Nej - det er de lidenskabelige dele af religionerne. Det mystiske og det inderlige - som udfolder sig i og mellem mennesker og natur. En energi med evig og uendelig skabelse og udfoldelse.

Et nyt paradigme ser evigheden (i stedet for tid) og uendeligheden (i stedet for sted). Det søger forbindelse til hver enkelt del - tid og sted - og forstår det i helheden.

Jeg tænker på at det vel ikke er vanskeligere end at se solopgangen som den reelt foregår. Hvad jo er vanskeligt nok i sig selv. Det sker når jeg oplever, at det er mig, som bevæger mig mod solen på et sted på jordkloden med en hastighed på omkring 1.200 km i timen - alt afhængig af hvor jeg opholder mig på jorden. Så oplever jeg den reelle bevægelse, nemlig at det er mig som med stor hastighed sidder på en kugle som roterer, medens jeg iagttager en kugle som står stille, men som jeg gradvist får mere og mere at se. Og så har jeg helt set bort fra at jeg og solen bevæger os i mælkevejen og at galaxen mælkevejen bevæger sig mellem galaxerne i universet, som så i øvrigt er i konstant udvidelse og skabelse.