Det egyptiske forår – som jeg så det
Set i Diapraxis’ lys, mellem frygtens univers og menneskets længsel efter værdighed
Steen Clausen 9.december 2025
Jeg husker tydeligt de første billeder fra Tahrir-pladsen. Jeg så mennesker, der stod sammen i tusindvis, ikke som politiske grupper, men som et fællesskab af håb. Jeg så unge ansigter, der bar en kraft og en sårbarhed på samme tid – som om de havde besluttet, at nu måtte livet begynde på ny.
Her rejste kærlighedens og tillidens univers sig midt i en verden, der så længe har været styret af frygt.
Jeg så dem dele vand og brød, stå vagt om hinanden om natten, og gå ind i samtaler, som om selve sandheden blev fremkaldt i mødet mellem deres stemmer. I deres øjne så jeg noget ur-gammelt om den menneskelige længsel efter værdighed – efter at blive set, hørt, taget alvorligt.
Men samtidig så jeg hvordan Vesten – USA og Europa – reagerede med en anden logik. De talte om demokrati, men jeg mærkede i deres ord en skjult uro for, hvad revolutionen kunne betyde for stabiliteten? For vores alliancer? For vores interesser?
Selvfølgelig jeg så her igen frygtens univers i fuld aktivitet – et univers, der altid spørger om Hvad kan gå galt? Hvad mister vi? Hvad truer vores orden? De vestlige regeringer vaklede:
Først støttede de Mubarak, som de havde gjort i årtier.
Så støttede de folket, da millioner stod fast.
Og da militæret igen tog magten, så jeg dem tie – som om det vigtigste ikke var folkets drøm, men den gamle stabilitet. Vesten ville ikke se at bevægelsen på Tahrir ikke bare var politisk, men åndelig, født af menneskers indre mod, deres opdagelse af, at frygten kan overvindes, når vi står sammen og taler sandt.
Dette er jo præcis det felt, Diapraxis arbejder i – spændet mellem frygt og kærlighed, mellem realpolitik og menneskelig værdighed. Det er her verden står åben, og hvor de menneskets og fællesskabets dybeste logikker afsløres.
Det egyptiske forår er en påmindelse om, at fredens kræfter ikke fødes i staternes frygtsomme strategier, men i menneskers længsel efter værdighed, et vidnesbyrd om, at kærlighedens og tillidens univers altid bryder frem – nogle gange kun i glimt, men stærkt nok til at vække verden.
