Set gennem Diapraxis’ to universer er kolonialismen og den hvide mands dominans ikke et spørgsmål om hudfarve, men om magtens logik: den verdensorden, der opstod, da Europa – og senere USA – valgte frygtens univers som sin primære drivkraft. Det var et univers, der byggede på kontrol, udnyttelse, beskyttelse af egne interesser og forestillingen om, at verden kun kan holdes sammen, hvis nogen styrer den oppefra.
Kolonialismen blev et globalt praksisfelt for denne logik. Rigerne udvidede sig gennem våben, disciplin og teknologisk overtag. Deres rigdom voksede, fordi de kunne udnytte ressourcer, land og mennesker i de områder, de gjorde til kolonier. Dermed opstod det materielle forspring, som satte Europa og USA i positionen som verdens centrum – ikke fordi deres befolkninger var flere eller bedre, men fordi magtens univers var blevet verdens organiserende kraft.
Da kolonierne forsvandt, forsvandt magtens logik ikke. Den skiftede blot form.
Den fortsatte i de globale institutioner, der blev skabt efter 2. verdenskrig: FN’s Sikkerhedsråd, Verdensbanken, IMF, NATO, WTO. De blev præsenteret som samarbejdets organer – og det var de også til en vis grad – men de bar samtidig en strukturel arv fra imperierne. De fastlåste en verdensorden, hvor USA og Europa fortsat havde overvægt, og hvor store dele af verden skulle indordne sig under regler, de ikke selv havde været med til at forme.
På samme tid voksede Vestens førerposition inden for videnskab, teknologi, kommunikation, industri og våbenproduktion. Det, der i begyndelsen var et teknologisk forspring, blev med tiden et globalt dominansredskab. Der opstod en verden, hvor standarderne for udvikling, civilisation og modernitet blev defineret vestfra. Det var frygtens univers forklædt som fremskridt.
Men historien standser ikke her.
I dag rejser nye lande og regioner sig – Asien, Afrika, Latinamerika, Mellemøsten – og kræver deres plads i verden.
De ønsker ikke en verden domineret af én civilisations magt, men en verden af mange stemmer, mange centre, mange veje. Det er begyndelsen på en global bevægelse fra magtens univers mod noget andet.
Her får Diapraxis sin betydning.
Diapraxis peger på en vej, hvor konflikter ikke løses ved overmagt, men ved møde; hvor verdensordener ikke bygges på frygt for tab, men på tillid, gensidig afhængighed og evnen til at høre den andens sandhed. Det er en vej, hvor magtens gamle strukturer gradvist kan blive afløst af samarbejdets praksis – ikke i naivitet, men i erkendelsen af, at ingen civilisation længere kan bære verden alene.
Den hvide mands dominans er derfor ikke blot en historisk epoke. Det er også en invitation til at se, hvad der sker, når et folk eller en civilisation bygger sin fremtid på frygt og kontrol frem for på relation og gensidighed.
Diapraxis viser, at verden kun bevæger sig, når vi tør skifte univers: fra at beskytte vores magt – til at dele vores menneskelighed.
