070 Udenfor tid og rum

Tid, sted og rum

Hvornår oplever du, at tiden er ligegyldig. At tiden ikke eksisterer. At du bare er til?

Hvornår oplever du, at stedet og det fysiske rum du er i, er ligegyldigt, at det ikke er til, at du bare er fuldt til stede?

Hvornår glemmer du bare tid og sted?               


Jeg tænker, at den bevidsthed som naturfolk har, er meget præget af en væren med naturen og mennesker. Det har jeg mødt på Grønland og i Indien. Ja faktisk også på de kurser, jeg leder, når de nærmer sig det punkt, hvor det er fordybelsen, som fylder mig og deltagerne.

Mennesker og natur - fra subjekt til objekt - fra objekt til subjekt

Modsat ser og oplever jeg et skisma - en ubalance som opstår, når mennesker "tvinges" til at arbejde på fabrik, i industrien, eller på kontor. Et arbejde, som ikke skaber relation til naturen, på samme måde som landbrug, fiskeri og mange håndværk gør.

Den tilstand har jo snart varet i nogle generationer i Danmark. Og den tager til. Derfor er det nødvendigt at undervise og arbejde med Nuet, med Væren og med Anerkendelse for at skabe god kontakt og dialog mellem mennesker, natur og de åndelige væsener.

Filosoffen Martin Buber arbejder med og funderer over vores møde og relation til andre mennesker, til naturen (dyr, træer osv.), samt de åndelige væsener. De åndelige væsener er dels vores opfattelser omkring Gud, Kristus, Buddha, Helligånd, og vores opfattelser omkring ånd, retfærdighed, tro, håb og kærlighed og andre drivkræfter i vores sind.

Så livet i dag er præget af, at mennesker har andre mennesker, organisationer og naturen som et objekt, der kan ses på og analyseres. I bedste fald som et forskningsobjekt.

Der er samtidig en dybere længsel efter at være sammen med mennesker og natur. En væren og liv sammen. En længsel, som flytter mennesker og natur ind i den subjektive verden. En bevægelse fra den videnskabelige tilgang til den lidenskabelige og kærlige tilgang til forståelse og væren med livet i verden.

Filosoffen Martin Buber siger:

Verden som erfaring hører til grundordet Jeg-det.
Grundordet Jeg-du stifter forholdets verden.

Forholdets verden opstår i tre sfærer:

Livet med naturen - 
Livet med menneskene og
livet med de åndelige væsener
.”

Den lineære tid - når kalenderen tager over

Vi ser det i de omsiggribende kalenderaftaler i privaten. Alt i livet skal planlægges og aftales. Også det familiemæssige. Børnene. Relationer til børnene, kæreste og forældre. Kun når livet trænger sig på med sygdom og ulykke, åbner en sprække sig mod livets storhed. Ligesom det også åbner sig i den lidenskabelige kærlighed - indtil vi får det organiseret og ind i kalenderen.

Når vi filosoferer over tiden, stedet og rummet, er det vigtigt at tage udgangspunkt i vores mere intense oplevelser, fremfor de mere beskrivende iagttagelser og analyser. Og særligt vigtigt at kunne skelne mellem de to former, hvor den ene er lidenskabelig, mens den anden er videnskabelig.

For vi lever jo med begge former og ikke kun den ene del. Det er et levende skisma mellem at være tilstede som subjekt, modsat at betragte verden udefra, objektivt. Og det samme gælder, når du ser på dig selv. Ser du i dig og anerkender både din lidenskabelige verden, og din mere mekaniske og analyserende verden. Og giver du plads til begge. Det er en udfordring i livet både for byfolk og naturfolk.

Dig og mig og tiden

Og spørgsmålet, der retter sig mod oplevelsen af én selv i verden, er at finde frem til, hvornår du oplever, at du er udenfor tid, at din bevidsthed er udenfor tid. Og at du måske glemmer den tid, du er i.

Jeg kommer til at tænke på Michael Endes bog “Momo og tidsrøverne”. Den handler vel om relationen til mennesker og natur. Hvornår er tid og rum vigtig. Hvornår er tid og rum uvirkelige.

Som i Michael Endes sælsomme, moderne eventyr om pigen Momo, der bor i et moderne bysamfund, og har det helt særlige talent, at hun altid giver sig tid til at lytte til andre, så de taler om deres drømme - og handler på dem.

Momo møder tids-tyvene. Grå mænd med grå attachémapper og grå jakkesæt, som har glemt tiden og er erobret af ensformigheden. Vi kommer med ind i tidens gåde om alt det grå i verden, der gør, at vi, uden at blinke, hopper med på præstationsræset og ikke har tid til det virkelige. “Fordi tid er liv, og livet bor i hjertet.” Momos egenskaber bringer den stjålne tid tilbage til menneskene.

Jeg kommer også til at tænke på Grundtvigs digt fra 1839 om oplysning, hvor “bonden står med lyset op og ikke med de lærde”. Nu er der blot sket det, at vi alle er lærte i dagens samfund.

Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op,
slet ikke med de lærde,
oplyser bedst fra tå til top,
hvem der er mest på færde. 
Grundtvig 1839 - se hele sangen