Citater fra Nelson Mandela, Vejen til frihed, s. 491og 502
"Jeg konkluderede, at den tid var kommet, hvor kampen bedst kunne føres videre gennem forhandlinger. Hvis vi ikke snart påbegyndte en dialog, ville begge parter snart blive kastet ud i en mørk nat af undertrykkelse, vold og krig. Min ensomhed ville give mig lejlighed til at tage det første skridt i denne retning uden den form for granskning, der måske kunne ødelægge sådanne forsøg.Vi havde kæmpet mod det hvide mindretalsstyre i trekvart århundrede. Vi havde været engageret i væbnet kamp i mere end tyve år. Mange mennesker på begge sider var allerede døde. Fjenden var stærk og beslutsom. Men selv med alle deres bombefly og kampvogne måtte de have fornemmet, at de stod på den forkerte side af historien.
Vi havde retten på vores side, men endnu ikke magten. Der var simpelthen ikke nogen mening i, at begge parter skulle miste tusinder, om ikke millioner af menneskeliv i en konflikt, der var unødvendig. Det måtte de også have vidst. Det var på tide at tale.
Dette ville være en meget kilden sag. Begge parter betragtede diskussioner som tegn på svaghed og forræderi. Ingen af dem kunne sætte sig til bordet, før den anden part havde gjort betydelige indrømmelser. Regeringen påstod den ene gang efter den anden, at vi var en terroristisk organisation af kommunister, og at de aldrig ville forhandle med terrorister eller kommunister. Dette var et dogme inden for det Nationalistiske Parti. ANC hævdede den ene gang efter den anden, at regeringen var fascistisk og racistisk, og at der ikke var noget at tale om, før de ophævede forbuddet mod ANC, løslod alle politiske fanger betingelsesløst og fjernede militærstyrkerne fra townshippene.”
Mandela Vejen til frihed side 491
Om den væbnede kamp - hvem undertrykker
"Det første spørgsmål, der dukkede op, var på mange måder det mest afgørende, og det var den væbnede kamp. Det brugte vi flere i måneder på at diskutere. De insisterede på, at ANC skulle give afkald på vold og opgive den væbnede kamp, før regeringen ville gå med til forhandlinger - og før jeg kunne komme til at mødes med præsident Botha. De hævdede, at vold ikke var andet end kriminel adfærd, der ikke kunne tolereres af staten.
Jeg svarede, at det var staten, der bar ansvaret for volden, og at det altid er undertrykkeren og ikke de undertrykte, der dikterer kampens form. Hvis undertrykkeren bruger vold, har de undertrykte intet andet valg end at reagere med vold. I vores tilfælde var der tale om en legitim form for selvforsvar. Jeg antydede, at hvis staten skulle beslutte sig til at bruge fredelige metoder, ville ANC også bruge fredelige metoder. »Det er Deres og ikke vores opgave at give afkald på volden,« sagde jeg.”
Sidst i brevet opstillede jeg meget skitsemæssigt nogle rammer for forhandlingerne.
Der er to politiske problemer, der skal behandles; for det første kravet om flertalsstyre i en enhedsstat, og for det andet det hvide Sydafrikas bekymring over dette krav og de hvides vedholdende krav om strukturelle garantier for, at flertalsstyret ikke kommer til at betyde, at det hvide mindretal bliver underlagt de sortes herredømme Den mest afgørende opgave, regeringen og ANC kommer til at stå over for, bliver at skabe forsoning mellem disse to positioner.
Jeg foreslog at dette forløb i to faser, hvor den første bestod i forhandlinger med henblik på at skabe de rette betingelser for forhandlinger og den anden bestod i de faktiske forhandlinger. »Jeg må påpege, at det skridt, jeg har taget, giver Dem muligheden for at komme ud af det nuværende dødvande og normalisere den politiske situation i landet. Jeg håber, at De vil benytte Dem af denne mulighed uden forsinkelser.«”
Da Nelson Mandela for mere end 20 år siden forlod fængslet blev han af en journalist spurgt: “Hvordan er det at blive sat fri”? Mandela svarer: “Jeg har været fri hele tiden.”
Jeg svarede, at det var staten, der bar ansvaret for volden, og at det altid er undertrykkeren og ikke de undertrykte, der dikterer kampens form. Hvis undertrykkeren bruger vold, har de undertrykte intet andet valg end at reagere med vold. I vores tilfælde var der tale om en legitim form for selvforsvar. Jeg antydede, at hvis staten skulle beslutte sig til at bruge fredelige metoder, ville ANC også bruge fredelige metoder. »Det er Deres og ikke vores opgave at give afkald på volden,« sagde jeg.”
Sidst i brevet opstillede jeg meget skitsemæssigt nogle rammer for forhandlingerne.
Der er to politiske problemer, der skal behandles; for det første kravet om flertalsstyre i en enhedsstat, og for det andet det hvide Sydafrikas bekymring over dette krav og de hvides vedholdende krav om strukturelle garantier for, at flertalsstyret ikke kommer til at betyde, at det hvide mindretal bliver underlagt de sortes herredømme Den mest afgørende opgave, regeringen og ANC kommer til at stå over for, bliver at skabe forsoning mellem disse to positioner.
Jeg foreslog at dette forløb i to faser, hvor den første bestod i forhandlinger med henblik på at skabe de rette betingelser for forhandlinger og den anden bestod i de faktiske forhandlinger. »Jeg må påpege, at det skridt, jeg har taget, giver Dem muligheden for at komme ud af det nuværende dødvande og normalisere den politiske situation i landet. Jeg håber, at De vil benytte Dem af denne mulighed uden forsinkelser.«”
Nelson Mandela, Vejen til frihed, s. 502,
Da Nelson Mandela for mere end 20 år siden forlod fængslet blev han af en journalist spurgt: “Hvordan er det at blive sat fri”? Mandela svarer: “Jeg har været fri hele tiden.”
(Kilde ukendt)
