28. november 2007

Sag og relation - procesledelse

Posted by Picasa
Når vi leder processer arbejder vi med mennesker.
De færreste mennesker har sager på hinanden.
De fleste har relationer, fra det ligegyldige og dagligdags til det glædelige eller hadefulde.
Det sker hjemme, på arbejdspladsen og på gader og stræder, i tog eller bil.
Relationer spiller sammen med den enkelte.
Den enkeltes jeg og identitet skabes i spændingsfeltet mellem den enkelte og den enkeltes relationer til mennesker, natur og bevidsthedens væsener.

Det er i dette felt at udvikling og ny forståelse af mig og livet bliver til. Vi kalder det livserfaringer.

Mennesker i det moderne samfund lærer mere at omgås statens væsener, lige fra børneinstitutioner, skoler og universitet, til skattevæsen, socialvæsen og retsvæsen. Det er også vigtigt, men det er nu engang institutioner og institutioners mennesker du møder. Det er sagsbehandlere som behandler sager og sjældnere mennesker, som går ind og sammen med dig engagerer dig i dit liv. Som menneske blandt menneske.

Da mange mennesker selv arbejder med sager inden for offentlige eller private institutioner bliver der en dobbelthed i den menneskelige relation. Hvor mennesker i mange relationer mere bliver sager og mindre relationer. Det understøttes samtidig af den måde TV og reklamer betragter og anvender mennesker på.


27. november 2007

Med universet som ophav

Posted by Picasa
"Mennesker er ikke kun gensidigt afhængige af hinanden, men også "indfældet i naturen"; og i sidste instans har vi universet som ophav".
Løgstrups mange ansigter, side 25, Forlaget Anis 2005

26. november 2007

Relationens kvantespring













Relationen kan være så kontaktfuld, at jeg er i dig og du er i mig - dyb kontakt
  • Jeg og du er - forholdets natur - subjekt i og med subjekt - kærlighedens mirakel - vi elsker
  • Jeg og naturen er - forholdets natur - subjekt i og med subjekt - oplevelsens mirakel - vi lever i og med naturen - økologisk
  • Jeg og ånden er - forholdets natur - subjekt i og med subjekt - meditationens og bønnens mirakel - vi lever i og med bevidsthedernes verden - vi lever med livet i skabelse, liv og død
Relationen kan være som overblik, så jeg ser helheder og sammenhænge, ser objekter, men netop ser verden udefra

Relationens kvantespring er et billede fra den moderne fysik hvor bølge og partikel kan være samtidig. Partikel når jeg ser helheder og sammenhænge (fordi jeg ser objekter og relationer) og bølge når jeg er i relation (fordi jeg lever og er i bevægelse)
Inspiration: Martin Buber: Jeg og du.

25. november 2007

Tre fællesskaber - en ramme om livet


Det primære fællesskab
Fællesskabet med jord, luft, ilt og vand

Det sekundære fællesskab

Fællesskabet med andre mennesker og naturen

Det tertiære fællesskab

Bevidsthedernes fællesskab, de åndelige fællesskaber

Sammen













Hilser vi mildt, venligst, kærligt eller respektfuldt på hinanden og vore omgivelser, sætter vi andre fri og bliver selv fri.

Undgår vi at hilse, hilser vredt, uengageret, ligegyldigt eller hadefuldt, så undertrykker vi andre (måske blot momentvis) og os selv, burer os inde (eller er på den vej)

Vi er dybt afhængige af, hvem som inkluderer mig og hvem som ekskluderer mig.
Jeg inkluderes og ekskluderes i mine fællesskaber. Jeg lever i og med mine fællesskaber - og på grænsen.
Posted by Picasa

23. november 2007

Dialogiske perspektiver










Dialog
- vi er sammen om ordet
Diasent - vi er sammen med vore forestillinger om os selv, de andre og vores fællesskab
Diapraksis - vi er sammen fordi vi gør og handler sammen

Vi rører og berører,
vi kærtegner,
vi elsker,
vi skubber og maser,
vi arbejder sammen,
vi lever sammen
Når jeg forestiller mig vores fællesskab når jeg ser dig som hadefuld, kærlig, god, ond og mig selv som god, ond, hadefuld, kærlig.
Når jeg ser mine egne drivkræfter i mig selv og i dig og i vores fællesskab, så er vi sammen i diasent.

Når jeg siger jeg elsker dig
Når jeg siger jeg hader dig
Når jeg ser, du lægger afstand til mig, når jeg går forbi dig, uden at vise, at jeg ser dig, så er vi i dialog.

22. november 2007

Menneske blandt mennesker 1












Om fællesskab og anerkendelse

Om at tage form og blive den du er!

Når mennesker er sammen -former de fællesskab

Når mennesker tror eller forestiller sig

At de er sammen

Former de fællesskab

Mennesker er sammen

Forestiller sig de er sammen
Vi er og lever sammen i fællesskaber.

Moral og samvittighed,

lov og orden beror på forestillingen om et fællesskab
Et godt fællesskab.

Når du er i fællesskab tager du form efter andre og andre tager form efter dig.

Du ses i det lys du er til stede i.

Du ser dig selv i det lys du er til stede i og som andre ser dig

Du ser dig selv forskelligt

Er du anerkendt og respekteret ?
bare ligegyldig ?
krænket og undertrykt ?

Du kan være hårdhudet og intet opleve

Men det varer ikke ret længe for skal du være og leve i hårdhudetheden
må du begynde at opleve de andre som fjender, som bytte, som mål for din grådighed

Kun ved at opleve dem på den måde kan du bevare din hårdhudethed

Går du væk fra det hårdhudede nærmer du dig sårbarheden og

sårbarheden får dig til at opleve dig selv i din relation til andre
som krænket ?
som anerkendt ?

Så, hvordan forholder jeg mig til mig selv og til andre.

Hvilke forhold er jeg i ?

Vælger jeg selv ?

Hvem bestemmer

Mine forhold ?
Mine relationer ?
Mine fællesskaber ?


Hvem bestemmer
hvem jeg er?

Nærvær


Nærvær og kontakt skaber verden.
  • Hvad har Amalie kontakt med?
  • Hvad skabes?
Amalie efteråret 2005

21. november 2007

Glæde og natur


Glæden med naturen

  • Alle mennesker forsones af glædens blide vingefang
  • Glæde det er kendetegnet på den evige natur, glæden driver værket, lokker blomsten frem og sender sol og glæde ud.
Fra Schiller: Til glæden

19. november 2007

Løgstrup 2 om medlidenhed og barmhjertighed

Medens medlidenheden er deltagelse, måske resignerende deltagelse, og gælder dem hvem livsvilkårene har været ugunstige,
drives barmhjertigheden af tanken om, at den anden har fået livet til at fuldbyrde det og nu bliver forhindret i det.
Opgør med Kierkegaard, 1967 side 94

18. november 2007

Løgstrup 1

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej”

K.E. Løgstrup, Den etiske fordring (København: Gyldendal 1956), s. 25.