Algoritmer – som jeg ser dem i Diapraxis’ lys

 En fortælling fra mig om algoritmer i frygtens univers og kærlighedens univers

Når jeg i dag ser ud over verden, ser jeg et samfund, hvor algoritmer er blevet en usynlig kraft, der bevæger sig gennem vores liv – som en ny form for magt, som få forstår, men alle mærker. Og jeg opdager, at også algoritmer har deres eget spændingsfelt mellem frygt og kærlighed, mellem kontrol og tillid.

Jeg har efterhånden lært, at enhver teknologi spejler det menneske, som skaber den. Derfor er algoritmer ikke neutrale størrelser. De bærer vores længsler, vores blinde pletter – og vores frygt.

Når algoritmer formes i frygtens univers

Jeg ser, hvordan frygtens logik ofte sætter sig som et aftryk i de systemer, vi bygger. Frygten vil styre, udvælge, kontrollere, sortere. Den vil kende mennesker på forhånd, før de får lov at tale eller blive hørt.

I frygtens univers bliver algoritmer:

• redskaber til overvågning og mistillid,
• forstærkere af gamle biases og uretfærdigheder,
• beslutningsmaskiner, der ikke spørger efter relationer, men efter mønstre,
• og systemer, hvor magten flytter fra fællesskabets rum til anonyme modeller.

Jeg ser mennesker miste sig selv i den form for teknologi. Når vi begynder at tro, at algoritmen ved mere om os end vi selv gør, bliver vi mindre frie. Og når stater, virksomheder eller politiske kræfter bruger algoritmer til at styre fortællingen, sliding vi gradvist ind i en verden, hvor frygten former vores blik.

Når algoritmer udfolder sig i kærlighedens/tillidens univers

Men jeg ser også noget andet. Jeg ser spiren til en teknologi, der kan tjene mennesket – og ikke omvendt. Når tillid og fællesskab er grundtonen, forvandler algoritmer sig til noget helt andet.

I kærlighedens og tillidens univers bliver algoritmer:

• hjælpere, der frigør mennesket til at være mere nærværende,
• værktøjer til at skabe gennemsigtighed og ligeværdighed,
• støttepunkter for fællesskaber, der ønsker at lytte dybere,
• redskaber til at belyse skjulte mønstre af uretfærdighed, så vi kan handle klogt og sammen,
• partnere i fredsskabende processer, hvor data bruges til at forstå – ikke til at miskreditere.

Her ser jeg en anden vej vokse frem med en teknologi, som ikke vil erstatte mennesket, men styrke dets evne til empati, forståelse og helhed.

For mig bliver det tydeligt at Algoritmer enten kan blive frygtens forlænger – eller kærlighedens redskab. Valget ligger ikke i koden, men i intentionen bag den.

Hvad jeg tænker i Diapraxis-sammenhæng

I Diapraxis arbejder jeg i spændingsfeltet mellem mennesker, i rummet hvor vi går fra frygtens forsvar til tillidens åbning. Og når jeg ser på algoritmer, spørger jeg mig selv:

• Hvordan kan teknologien understøtte mødet mellem mennesker – ikke erstatte det?
• Hvordan kan algoritmer blive en del af dialogens dans og ikke en ny form for skjult magt?
• Hvordan kan vi insistere på gennemsigtighed, så mennesker stadig kan genkende sig selv i de beslutninger, der træffes?
• Hvordan kan vi bruge data som lys – ikke som våben?

Jeg tror, at Diapraxis har et vigtigt bidrag ved at minde verden om, 

• at ingen teknologi står over relationen. 
• at sandhed opstår i mødet mellem mennesker – ikke i et datasæt, 
• at tillid er stærkere end kontrol.

Når vi arbejder med både frygtens univers og kærlighedens univers, kan vi skabe et tredje rum, hvor menneskeligheden bevares, selv i en digital tidsalder.

Afslutning: Når jeg ser fremad

Når jeg ser frem mod de næste årtier, tænker jeg, at algoritmer vil blive endnu mere allestedsnærværende. Spørgsmålet er ikke, om de skal styre noget i verden – men hvordan vi vil lade dem være en del af vores fællesskaber.

Og her må vi se i øjnene at det afhænger af vores indre univers og der om vi handler ud fra frygt – eller ud fra kærlighed og tillid.

Algoritmerne er her og følger os. Det er ven opgave at vise dem vejen.

Som nationerne i vesteuropa og USA udvikler sig med frygtens univers med had og løgnehistorier som regeringer fylder befolkningerne med, må jeg sige at algoritmer skal vi kende og vide af og især sørge for at vi dagligt møder mennesker udover familie og venner, så venskaber og kærligheden bliver et omdrejningspunkt for os personligt og i vore fællesskaber.

Det Ægyptiske forår - 2011-2013

Det egyptiske forår – som jeg så det

Set i Diapraxis’ lys, mellem frygtens univers og menneskets længsel efter værdighed

Steen Clausen 9.december 2025

Jeg husker tydeligt de første billeder fra Tahrir-pladsen. Jeg så mennesker, der stod sammen i tusindvis, ikke som politiske grupper, men som et fællesskab af håb. Jeg så unge ansigter, der bar en kraft og en sårbarhed på samme tid – som om de havde besluttet, at nu måtte livet begynde på ny.

Her rejste kærlighedens og tillidens univers sig midt i en verden, der så længe har været styret af frygt.

Jeg så dem dele vand og brød, stå vagt om hinanden om natten, og gå ind i samtaler, som om selve sandheden blev fremkaldt i mødet mellem deres stemmer. I deres øjne så jeg noget ur-gammelt om den menneskelige længsel efter værdighed – efter at blive set, hørt, taget alvorligt.

Men samtidig så jeg hvordan Vesten – USA og Europa – reagerede med en anden logik. De talte om demokrati, men jeg mærkede i deres ord en skjult uro for, hvad revolutionen kunne betyde for stabiliteten? For vores alliancer? For vores interesser?

Selvfølgelig jeg så her igen frygtens univers i fuld aktivitet – et univers, der altid spørger om Hvad kan gå galt? Hvad mister vi? Hvad truer vores orden? De vestlige regeringer vaklede:

Først støttede de Mubarak, som de havde gjort i årtier.

Så støttede de folket, da millioner stod fast.

Og da militæret igen tog magten, så jeg dem tie – som om det vigtigste ikke var folkets drøm, men den gamle stabilitet. Vesten ville ikke se at bevægelsen på Tahrir ikke bare var politisk, men åndelig, født af menneskers indre mod, deres opdagelse af, at frygten kan overvindes, når vi står sammen og taler sandt.

Dette er jo præcis det felt, Diapraxis arbejder i – spændet mellem frygt og kærlighed, mellem realpolitik og menneskelig værdighed. Det er her verden står åben, og hvor de menneskets og fællesskabets dybeste logikker afsløres.

Det egyptiske forår er en påmindelse om, at fredens kræfter ikke fødes i staternes frygtsomme strategier, men i menneskers længsel efter værdighed, et vidnesbyrd om, at kærlighedens og tillidens univers altid bryder frem – nogle gange kun i glimt, men stærkt nok til at vække verden.

En verden i opbrud – ved udgangen af 2025 - samarbejde med Chat

 Når mange stemmer træder frem, og én civilisations dominans ikke længere kan bære verden

Ved indgangen til 2020’erne begyndte verdens magtbalance for alvor at forskyde sig. Hvor Europas og USA’s dominans tidligere blev betragtet som en naturlig ramme for international orden, står det ved udgangen af 2025 klart, at denne orden ikke længere kan fastholde sin selvfølgelighed. 

Verden bevæger sig, ikke gennem revolutionære brud, men gennem en stille og dybtgående forskydning – en bevægelse fra et unipolært verdensbillede mod et mangepolet fællesskab.

Asien: Verdens nye tyngdepunkt

Asien har gennem to årtier været motoren i den globale økonomi, men ved slutningen af 2025 står det klart, at regionen ikke blot er verdens fabrik – den er ved at blive verdens centrum.

Kina og Indien udgør tilsammen næsten 3 milliarder mennesker. De stiller ikke længere spørgsmål om deres ret til indflydelse – de handler, investerer, danner alliancer, skaber institutioner.

De bærer på helt andre historiske erfaringer end Vesten:

• – kolonisering,
• – kulturel overlevelse,
• – lange traditioner for civilisation og kosmologi,
• – og erfaringer med at navigere i mangfoldige samfund.

Asien ønsker ikke at overtage verdensherredømmet; de ønsker en verden, hvor ingen kan have det.

Afrika: Kontinentet, der bryder ud af fortællingen om afhængighed

Afrika er verdens yngste kontinent, både demografisk og i fremtidspotentiale.

I 2025 har Afrika ikke længere tålmodighed med de gamle strukturer, hvor udviklingsbistand, IMF-lån og vestlig velvilje udgjorde rammerne for udvikling.

Afrikanske stater søger nye partnerskaber – med Kina, Indien, Golfstaterne, Sydamerika og hinanden.

Der opstår nye økonomiske zoner, digitale markeder, energiprojekter og regionale forsvarsinitiativer.

Det gamle koloniale mønster, hvor Afrika skulle lære af Vesten, er vendt:

• – Afrika vil nu selv definere sin udvikling,
• – kontrollere sine egne ressourcer,
• – og skabe modeller, der ikke er kopier af Europa.

Det er en stille frigørelse – politisk, økonomisk og mental.

Latinamerika: En ny bevidsthed om suverænitet og råderum

Latinamerika har i over hundrede år ligget under amerikansk indflydelse, ofte med dybe sociale og politiske sår som følge.

Men i 2025 har regionen taget store skridt mod uafhængighed:

• – nye handelsaftaler,
• – styrkede syd-syd-partnerskaber,
• – regionale alliancer,
• – og en voksende afvisning af USA’s politiske kontrol.

Brasilien, Mexico, Argentina, Chile og Colombia vil ikke længere indordne sig under én supermagt. De vil være partnere, ikke klienter. Og de ønsker en verdensorden, hvor verdens store beslutninger ikke træffes i Washington, Bruxelles eller London alene.

Mellemøsten: Fra konfliktfelt til magtfuld aktør

Ved slutningen af 2025 står Mellemøsten igen i konfliktens centrum – men også som et voksende geopolitisk kraftfelt.

Golfstaterne investerer globalt, ikke blot i olie men i teknologi, kunstig intelligens, forsvarsindustri og grøn energi.

Iran, Tyrkiet, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater kæmper ikke blot om regional dominans – de kæmper om global indflydelse.

Efter årtier, hvor regionen primært blev set gennem krigens og terrorens linse, træder den nu frem som en aktør med egne ambitioner:

• – at forme fremtidens energimarkeder,
• – at skabe nye alliancer med Asien og Afrika,
• – og at bryde USA’s tidligere monopol på indflydelse i området.

Et globalt opgør med magtens univers

Det samlede billede er derfor ikke en konflikt mellem “hvide” og “farvede”.

Det er et opgør mellem et gammelt magtunivers og en ny virkelighed, hvor flere regioner kræver ret til at definere deres egen fremtid.

Det gamle univers byggede på:

• hierarkier,
• dominans,
• afhængighed,
• frygt for tab af kontrol,
• forestillingen om, at stabilitet kræver én styrende civilisation.

Det nye, der vokser frem, er præget af:

• mange centre,
• mange veje,
• mangfoldige erfaringer,
• gensidig afhængighed,
• og en global længsel efter ligeværd.

Et Diapraxis-perspektiv ved udgangen af 2025

I denne bevægelse kan vi se konturerne af en verden, der – langsomt og ujævnt – søger at skifte fra magtens univers til samarbejdets univers.

Det sker ikke ud fra idealisme, men ud fra virkelighedens nødvendighed:

Ingen stat, ingen civilisation og ingen region er længere stærk nok til at bære verden alene.

Diapraxis læser denne transformation som en historisk mulighed:

• – At konflikter kan blive læringsrum.
• – At forskelle kan blive kilder til indsigt.
• – At storpolitik kan møde menneskelige erfaringer i et større fællesrum.

Ved udgangen af 2025 er dette ikke fuldt udviklet – men det spirer.

Verden er i færd med at opdage, at samarbejde ikke længere er et moralsk valg, men en global nødvendighed.

Her er en afsluttende poetisk passage, som kan stå som et efterord til kapitlet — et åndeligt og naturbåret åndedrag, der samler perspektivet på verdens forvandling og Diapraxis’ dybere vej:

---

Poetisk efterklang: Når verdens stemmer rejser sig

Verden står ikke stille.
Som tidevandet, der langsomt løfter alle skibe, rejser nye stemmer sig,
bærer deres egne historier frem
og gør plads til en verden, der ikke længere kan bæres af én hånd.

Asiens millionbyer gløder som morgendagens landskaber.
Afrikas unge træer skyder op mod lyset.
Latinamerikas bjerge svarer igen med en ny rytme,
og Mellemøstens gamle sand løfter sig som en varme,
der vil fortælle sin egen sandhed.

Det er ikke stormen, der forandrer verden –
det er bevægelsen under overfladen,
det stille skift,
når mennesker og nationer mærker,
at de ikke kan leve i skyggen af én magt,
men må stå op i deres egen sol.

Og under denne bevægelse –
bag økonomi og våben, institutioner og store ord –
mærker vi noget dybere:
en længsel efter at høre til i en større helhed,
hvor ingen dominerer,
og ingen er alene.

Dette er Diapraxis’ rum:
det tredje rum,
hvor stemmer mødes uden at slås,
hvor sandheder kan åbenbares uden at ødelægge,
og hvor fremtiden kan finde sin form
i samarbejdets stille skabelse.

For verden er i overgang –
fra magtens univers
til relationens.
Fra frygtens spændte knytnæve
til tillidens åbne hånd.

Og vi står midt i det,
som vand mellem bredder,
som lys mellem skygger,
som mennesker mellem himmel og jord.

En ny verden er ikke givet.
Den må skabes –
i forhandlingens mod,
i venlighedens styrke,
i samtalens dybe lytning.

Når verdens mange stemmer finder hinanden,
kan der opstå en fremtid,
hvor ingen behøver dominere,
fordi alle er en del af helheden.

Sådan begynder fredens vej:
ikke i stilhed,
men i mangfoldighedens sang.
I det øjeblik, hvor vi forstår,
at verden kun kan bære sig selv,
når vi bærer den sammen.

Magthistoriens lange linjer – set i Diapraxis’ lys - samarbejde med Chat

Set gennem Diapraxis’ to universer er kolonialismen og den hvide mands dominans ikke et spørgsmål om hudfarve, men om magtens logik: den verdensorden, der opstod, da Europa – og senere USA – valgte frygtens univers som sin primære drivkraft. Det var et univers, der byggede på kontrol, udnyttelse, beskyttelse af egne interesser og forestillingen om, at verden kun kan holdes sammen, hvis nogen styrer den oppefra.

Kolonialismen blev et globalt praksisfelt for denne logik. Rigerne udvidede sig gennem våben, disciplin og teknologisk overtag. Deres rigdom voksede, fordi de kunne udnytte ressourcer, land og mennesker i de områder, de gjorde til kolonier. Dermed opstod det materielle forspring, som satte Europa og USA i positionen som verdens centrum – ikke fordi deres befolkninger var flere eller bedre, men fordi magtens univers var blevet verdens organiserende kraft.

Da kolonierne forsvandt, forsvandt magtens logik ikke. Den skiftede blot form.

Den fortsatte i de globale institutioner, der blev skabt efter 2. verdenskrig: FN’s Sikkerhedsråd, Verdensbanken, IMF, NATO, WTO. De blev præsenteret som samarbejdets organer – og det var de også til en vis grad – men de bar samtidig en strukturel arv fra imperierne. De fastlåste en verdensorden, hvor USA og Europa fortsat havde overvægt, og hvor store dele af verden skulle indordne sig under regler, de ikke selv havde været med til at forme.

På samme tid voksede Vestens førerposition inden for videnskab, teknologi, kommunikation, industri og våbenproduktion. Det, der i begyndelsen var et teknologisk forspring, blev med tiden et globalt dominansredskab. Der opstod en verden, hvor standarderne for udvikling, civilisation og modernitet blev defineret vestfra. Det var frygtens univers forklædt som fremskridt.

Men historien standser ikke her.

I dag rejser nye lande og regioner sig – Asien, Afrika, Latinamerika, Mellemøsten – og kræver deres plads i verden. 

De ønsker ikke en verden domineret af én civilisations magt, men en verden af mange stemmer, mange centre, mange veje. Det er begyndelsen på en global bevægelse fra magtens univers mod noget andet.

Her får Diapraxis sin betydning.

Diapraxis peger på en vej, hvor konflikter ikke løses ved overmagt, men ved møde; hvor verdensordener ikke bygges på frygt for tab, men på tillid, gensidig afhængighed og evnen til at høre den andens sandhed. Det er en vej, hvor magtens gamle strukturer gradvist kan blive afløst af samarbejdets praksis – ikke i naivitet, men i erkendelsen af, at ingen civilisation længere kan bære verden alene.

Den hvide mands dominans er derfor ikke blot en historisk epoke. Det er også en invitation til at se, hvad der sker, når et folk eller en civilisation bygger sin fremtid på frygt og kontrol frem for på relation og gensidighed.

Diapraxis viser, at verden kun bevæger sig, når vi tør skifte univers: fra at beskytte vores magt – til at dele vores menneskelighed.

Tal krigen ned og freden op

 

Tale krigen ned og freden op 

Nu er det tid. 

Tid til at se virkeligheden i øjnene – nu hvor USA trækker sig tilbage, og krigen i Ukraine bevæger sig mod en fredelig afslutning med Rusland. 

Vi taler krigen ned, når vi tør se virkeligheden i øjnene. 

En ny global virkelighed 

Verden i dag domineres af Kina, USA, Rusland, Indien og Japan – økonomisk, befolkningsmæssigt, politisk og militært. 

EU og Danmark spiller en vigtig rolle internationalt på det økonomiske og kulturelle område, men vil aldrig igen kunne gøre sig gældende som militære eller politiske stormagter. Tallene taler deres tydelige sprog – se blot på FN’s Sikkerhedsråd, som domineres af USA, Rusland og Kina, som alle har vetoret. 

500 års kolonihistorie 

Europæiske lande som Frankrig, England, Portugal og Spanien var i 500 år kendt som kolonimagter. Lande i Afrika, Asien og Latinamerika kæmpede sig først fri efter Anden Verdenskrig. Det er historien, vi skal tage ved lære af. 

Nederlag i nyere krige 

Danmark deltog i krigene på Balkan, i Irak, Afghanistan og Libyen – og oplevede nederlag, selv med USA som allieret. I dag har USA mistet sin dominerende rolle og ønsker at trække sig fra sine internationale militære engagementer. Hvordan kan vi så tro, at vi alene – eller i fællesskab – kan få militær succes? 

Danmark er ikke skabt til krig – heller ikke som allieret med USA. Lad os én gang for alle opgive det projekt. Kære regering, det er på tide. 

Rusland vandt krigen i Ukraine 

Det er et faktum, at Rusland har vundet krigen i Ukraine, trods massiv økonomisk og militær støtte fra europæiske regeringer under USA’s ledelse – indtil den 20. januar 2025. 

Vi taler freden op 

En ny sikkerhedspolitik 

Selvfølgelig skal Danmark og EU have en selvstændig sikkerhedspolitik – men baseret på virkelighedens realiteter. EU skal aldrig blive en militær stormagt, men må samarbejde med verdens nuværende stormagter. Tyskland har allerede startet to verdenskrige. Det må være slut nu. 

Solidaritet med Ukraines befolkning 

Krigen er foregået i Ukraine. Vores opgave må nu være at hjælpe med genopbygning: skoler, veje, hospitaler og hjem. Men vigtigst – at genskabe fællesskaber og relationer. Det vil den danske befolkning støtte, og regeringen må følge med. 

Gør fjender til venner 

Lad os sige det åbent: Vi har ikke råd til at være uvenner med stormagter som Kina, Rusland og USA. I stedet må vi bygge venskaber og samarbejde – gennem diplomati, handel og investeringer. 

Genopbygning og relationer – vores styrke 

Hvis militær magt ikke er vores styrke – hvad er så? 

Vores sande styrke ligger i vores evne og vilje til at genopbygge. Økonomisk og menneskeligt. Derfor skal vi styrke vores indsats gennem: 

• Læger uden Grænser 

• Folkekirkens Nødhjælp 

• Røde Kors 

• Mellemfolkeligt Samvirke 

• Diplomati 

• Handel og investeringer i udvikling 

Tale krigen ned. Tale freden op. 

Institut for Diapraxis, 21. marts 2025 – Steen Clausen 

Tilgivelse

Tilgivelse - et mellemværende mellem mig og gud

"Tilgivelse er først og fremmest en gave fra Gud til os, noget som sker med Gud og os - og i os. Det betyder derfor ikke, at vi på en gang, får et venneforhold til det eller de mennesker, vi tilgiver. Men vi bliver sat fri af had og vrede. Fri til at leve og tage ansvar. Fri til at tjene. Fri til at se på livet og fremtiden med nye øjne. Mulighedens øjne.
Krisens mulighed, Bodil Aagaard Friis, 1999, side 60

Tor Nørretranders nye bog og interview i DR2

Nørretranders har lige udgivet denne gode bog, der på samme måde finder veje i hele vores forvandlingsproces ved at gøre det som skal gøres med glæde.


Her er et fremragende præsentation og interview med Tor Nørretranders i deadline på DR1 lørdag aften 

den 19.oktober 2019.

Nytårshilsen 2019 fra Steen Clausen

Til læsning og refleksion

Naturbilleder er så stærke. Lige nu sidder jeg i vinterens tid til fordybelse på vej mod forårets nye livsudfoldelse, sommerens levende liv og efterårets vej til eftertanke med fornemmelse for tilværelsens dybder. En levende helhed som favner kloden, naturen, mennesker og mig.
En helhed som vi lever, ånder og er i.

Vi har naturen i os og naturen omkring os. I fordybelsens tid giver vi energi til fordybelse i vores indre univers og søger mod livets inderlighed. I livsudfoldelsens tid engagerer vi os med energi og kærlighed for mennesker, natur og kloden. Filosoffen David Bohm kalder det dels den indfoldede verden og den udfoldede verden.

2019 bliver året hvor kristendommen må træde i karaktér og ud i vore fællesskaber med det glædelige budskab som kristendommen er, funderet i inderlighedens og kærlighedens dybder gennem tusind år. 

Med det som fundament må vi tage ansvar og omsorg for vores vaklende klode, vores vaklende
menneskelighed og de vaklende fællesskaber. Ytre os, sige til og fra. Og gøre det som skal gøres,
så langt vi nu formår. Vi kan bidrage med krop, sjæl og ånd, medens andre må bidrage med teknik
og videnskab.

Nødvendigt nu hvor vore samfunds orden og love degenerer på vej til ødelæggelse af liv, livsmuligheder og livsudfoldelse ved at undertrykke flygtninge og flygtningebørn, ved at undertrykke den demokratiske samtale ved at dæmonisere anderledes menneskers tænken og gøren, ved at fastholde et ekskluderende natursyn som blot bruger og forbruger af naturen i stedet for at se naturen som ophav til liv og som vores livs grund.

Vores unge præst Christina Christensen sagde det tydeligt i sin nytårsprædiken: 

Det er ikke nok at høre ordet, det skal også være virksomt. Det skal leves ud indefra. Troen skal med andre ord være synlig, ikke for at andre skal se den, men for at andre skal have glæde af den. Hun talte om kærlighedens gerninger når vi gør og siger det gode til glæde for fællesskaber og lever det ud i vores relationer til andre og i vores evne til at skabe fællesskab omkring os.

For mig er der to melodier som må gennemstrømme vor engagerende livsudfoldelse

Vi må finde veje ud af dogmatikken - og ind i livet 

og

se os selv som et menneske blandt mennesker

Godt nytår

Steen

Hindupræst møder Jesus

Rahil Patel
Hindupræst møder Jesus.
301 sider199,95 kroner.

ProRex Forlag.
Nu på dansk
Bemærk originaltitel: "Found by love"

"Pointen i bogen og i kristendommen er, at det er Gud, der finder os.
Vi skal ikke præstere os op til Gud, men vi skal koncentrere os om at være mennesker sammen.
Det var den overraskende opdagelse, swamien gjorde undervejs."
Fra Søren Hermansens anmeldelse af bogen i Kristeligt Dagblad den 27.december 2018
Hvor herligt at læse. Det svarer til Diapraxis fokus og essens 

"At være menneske blandt mennesker".

Et smukt citat om at opleve sit liv og udvikling som en del af helhedens liv og udvikling

"Alt liv er nøje afstemt i forhold til helheden. Og alle eksistensformer har i sig en iboende bevidsthed ikke blot om deres egen funktion, eksistensberettigelse og livsbestemmelse, men rummer også en viden om meningen med det hele. En bevidsthed om sig selv i forhold til skabelsesloven, hvor indholdet er modning og forædling af alt livs sammenhæng. Og den livsoplevelse at alle eksistenser udvikler sig i overensstemmelse med hinanden, er jo netop udtryk for, at vi alle er i besiddelse af denne iboende bevidsthed om forædlingsloven."
Citat: Livets træ-og menneskets rødder-1 af Gunnar Nielsen og Helen Eriksen s.11.

Marias Ø - Diapraxis retræter i september

Dia logos - definitioner

David Bohm “On dialogue”:

“Dialog er en proces, hvor deltagerne mødes direkte ansigt til ansigt. Dialog kan ikke og skal ikke sammenblandes med endeløs teoretisering eller spekulation.”

“Dialogens natur er en afslappet, ikke dømmende nysgerrighed. Det væsentligste er at se tingene så friskt og klart som muligt. At pleje denne evne er centralt i dialogen.”

William Isaacs ”Dialogue and the art of thinking together”

“Dialog, som jeg forstår det, er en fælles undersøgelse, en måde at tænke og reflektere sammen på.”

“Dialog er en levende undersøgelse af erfaringer i og mellem mennesker.”

“Formålet med forhandling er at nå en aftale mellem parter som er uenige. Intensionen med dialog er at nå en ny forståelse og, ved at gøre det, skabe en helt ny basis for tanker og handlinger. I dialog løser man ikke alene problemer, man opløser dem.”

Dia Logos (William Isaacs)

Dialog stammer fra det græske ord ‘dia logos’. Dia betyder gennem og logos oversættes til ”ord” eller mening”. I virkeligheden betyder dialog ”flow of meaning”. Men det er endnu mere. I den allerældste betydning af ordet logos betyder det ”at samles” og var en intens opmærksomhed på relationer i naturverdenen. Johannes evangeliet begynder således: ”I begyndelsen var ordet (logos). Det kan vi nu forstå som: I begyndelsen var relationerne. Når vi går et skridt videre betyder dialog en samtale hvor folk tænker sammen i relationer. (Dialogue and the Art of Thinking Together, s. 19)

“Dialog forsøger at forandre kilden til vore tanker og følelser, i stedet for at være resultatorienteret.”

“Dialog søger at angribe fragmentationerne – ikke ved at reorganisere de fysiske komponenter i en samtale - men ved at afdække og ændre de organisk underliggende strukturer som skaber dem.”

Dialog med mig selv - mine følelser og lidenskaber, min sårbarhed

Ydmyghedens vej ned til det som er mig.
Det er her gud giver mening, fordi gud holder mig i hånden.

Bogen: Anselm Grün: Spiritualitet nedefra inspirerer

Ydmyghedens vej ligner meget arbejdet med opmærksomhed i det som sker i mig.


Thich Nhat Hanh siger det i bogen: "Fred er vejen".

Hils med venlighed på det som sker i dig selv. Sig goddag til dig selv og den du er.
Sagtmodighedens vej er den samme.

Ydmyghed i erkendelse af den menneskelige natur er absolut ikke det samme som svaghed eller veghed overfor andre.

Kend dig selv, som det hed hos grækerne.
Kend dig selv. Start dialogen nu.

Tør du se dig selv i øjnene.
Hvordan får jeg modet til at trænge ned i min egen natur og mit eget væsen.
Og se det som er mit og det som tilhører alle mennesker. Både det onde og det gode.
Kan jeg forlade denne opdeling og turde se det hele i øjnene.

Citater fra Spiritualitet nedefra:
Det latinske ord Humilitas har med humus – jord – at gøre. Humilitas er altså det at forsone sig med vor jordiske natur, med vor jordbundethed, men vore drifter, med vor skygge. Humilitas betyder at have mod til sin egen sandhed. (side 10)

Spiritualitet nedefra beskriver på den ene side de terapeutiske skridt, som mennesket må tage for at nå til sit sande væsen. På den anden side er den religiøse vej, der via erfaringen af fiasko fører til bønnen, til ”skriget fra det dybe” og til et nært gudsforhold. (side 11)

Spiritualitet ovenfra.
For at opretholde sit eget ideal fortrænger man sin skygge og projicerer den over på andre, som man skælder ud over og forarges på. Fortrængningen af det onde i ens eget hjerte fører til fordømmelse af andre, som man i guds navn ofte behandler ret så brutalt. (side 15)

Man må tage sin egen realitet alvorligt og sætte den i relation til idealerne. (side 15)

2. kor.12,9 ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed”. (side 22)

Det ser ud til, at der findes en form for menneskelig samvittighed, som straffer enhver alvorligt, der ikke på et eller andet tidspunkt opgiver den dydige stolthed i sin selvopholdelse og aflægger bekendelse af sin fejlbare menneskenatur.

Uden denne bekendelse vil en uigennemtrængelig mur adskille mennesket fra den levende følelse af at være menneske blandt mennesker.(side 49, henviser til Jung bind16,63)

Fællesskab med andre mennesker kan jeg kun opleve, hvis jeg er parat til at acceptere mig selv med de fejl og svagheder, som jeg nu engang har. Så længe jeg er nødt til at skjule mine svagheder, kan jeg kun opnå en overfladisk kontakt med andre mennesker. (side 49)

Spiritualitet nedefra.
Det er at opretholde og føre dialog med vore lidenskaber, vore sygdomme og sår. (side 63)