Algoritmer – som jeg ser dem i Diapraxis’ lys

 En fortælling fra mig om algoritmer i frygtens univers og kærlighedens univers

Når jeg i dag ser ud over verden, ser jeg et samfund, hvor algoritmer er blevet en usynlig kraft, der bevæger sig gennem vores liv – som en ny form for magt, som få forstår, men alle mærker. Og jeg opdager, at også algoritmer har deres eget spændingsfelt mellem frygt og kærlighed, mellem kontrol og tillid.

Jeg har efterhånden lært, at enhver teknologi spejler det menneske, som skaber den. Derfor er algoritmer ikke neutrale størrelser. De bærer vores længsler, vores blinde pletter – og vores frygt.

Når algoritmer formes i frygtens univers

Jeg ser, hvordan frygtens logik ofte sætter sig som et aftryk i de systemer, vi bygger. Frygten vil styre, udvælge, kontrollere, sortere. Den vil kende mennesker på forhånd, før de får lov at tale eller blive hørt.

I frygtens univers bliver algoritmer:

• redskaber til overvågning og mistillid,
• forstærkere af gamle biases og uretfærdigheder,
• beslutningsmaskiner, der ikke spørger efter relationer, men efter mønstre,
• og systemer, hvor magten flytter fra fællesskabets rum til anonyme modeller.

Jeg ser mennesker miste sig selv i den form for teknologi. Når vi begynder at tro, at algoritmen ved mere om os end vi selv gør, bliver vi mindre frie. Og når stater, virksomheder eller politiske kræfter bruger algoritmer til at styre fortællingen, sliding vi gradvist ind i en verden, hvor frygten former vores blik.

Når algoritmer udfolder sig i kærlighedens/tillidens univers

Men jeg ser også noget andet. Jeg ser spiren til en teknologi, der kan tjene mennesket – og ikke omvendt. Når tillid og fællesskab er grundtonen, forvandler algoritmer sig til noget helt andet.

I kærlighedens og tillidens univers bliver algoritmer:

• hjælpere, der frigør mennesket til at være mere nærværende,
• værktøjer til at skabe gennemsigtighed og ligeværdighed,
• støttepunkter for fællesskaber, der ønsker at lytte dybere,
• redskaber til at belyse skjulte mønstre af uretfærdighed, så vi kan handle klogt og sammen,
• partnere i fredsskabende processer, hvor data bruges til at forstå – ikke til at miskreditere.

Her ser jeg en anden vej vokse frem med en teknologi, som ikke vil erstatte mennesket, men styrke dets evne til empati, forståelse og helhed.

For mig bliver det tydeligt at Algoritmer enten kan blive frygtens forlænger – eller kærlighedens redskab. Valget ligger ikke i koden, men i intentionen bag den.

Hvad jeg tænker i Diapraxis-sammenhæng

I Diapraxis arbejder jeg i spændingsfeltet mellem mennesker, i rummet hvor vi går fra frygtens forsvar til tillidens åbning. Og når jeg ser på algoritmer, spørger jeg mig selv:

• Hvordan kan teknologien understøtte mødet mellem mennesker – ikke erstatte det?
• Hvordan kan algoritmer blive en del af dialogens dans og ikke en ny form for skjult magt?
• Hvordan kan vi insistere på gennemsigtighed, så mennesker stadig kan genkende sig selv i de beslutninger, der træffes?
• Hvordan kan vi bruge data som lys – ikke som våben?

Jeg tror, at Diapraxis har et vigtigt bidrag ved at minde verden om, 

• at ingen teknologi står over relationen. 
• at sandhed opstår i mødet mellem mennesker – ikke i et datasæt, 
• at tillid er stærkere end kontrol.

Når vi arbejder med både frygtens univers og kærlighedens univers, kan vi skabe et tredje rum, hvor menneskeligheden bevares, selv i en digital tidsalder.

Afslutning: Når jeg ser fremad

Når jeg ser frem mod de næste årtier, tænker jeg, at algoritmer vil blive endnu mere allestedsnærværende. Spørgsmålet er ikke, om de skal styre noget i verden – men hvordan vi vil lade dem være en del af vores fællesskaber.

Og her må vi se i øjnene at det afhænger af vores indre univers og der om vi handler ud fra frygt – eller ud fra kærlighed og tillid.

Algoritmerne er her og følger os. Det er ven opgave at vise dem vejen.

Som nationerne i vesteuropa og USA udvikler sig med frygtens univers med had og løgnehistorier som regeringer fylder befolkningerne med, må jeg sige at algoritmer skal vi kende og vide af og især sørge for at vi dagligt møder mennesker udover familie og venner, så venskaber og kærligheden bliver et omdrejningspunkt for os personligt og i vore fællesskaber.

Det Ægyptiske forår - 2011-2013

Det egyptiske forår – som jeg så det

Set i Diapraxis’ lys, mellem frygtens univers og menneskets længsel efter værdighed

Steen Clausen 9.december 2025

Jeg husker tydeligt de første billeder fra Tahrir-pladsen. Jeg så mennesker, der stod sammen i tusindvis, ikke som politiske grupper, men som et fællesskab af håb. Jeg så unge ansigter, der bar en kraft og en sårbarhed på samme tid – som om de havde besluttet, at nu måtte livet begynde på ny.

Her rejste kærlighedens og tillidens univers sig midt i en verden, der så længe har været styret af frygt.

Jeg så dem dele vand og brød, stå vagt om hinanden om natten, og gå ind i samtaler, som om selve sandheden blev fremkaldt i mødet mellem deres stemmer. I deres øjne så jeg noget ur-gammelt om den menneskelige længsel efter værdighed – efter at blive set, hørt, taget alvorligt.

Men samtidig så jeg hvordan Vesten – USA og Europa – reagerede med en anden logik. De talte om demokrati, men jeg mærkede i deres ord en skjult uro for, hvad revolutionen kunne betyde for stabiliteten? For vores alliancer? For vores interesser?

Selvfølgelig jeg så her igen frygtens univers i fuld aktivitet – et univers, der altid spørger om Hvad kan gå galt? Hvad mister vi? Hvad truer vores orden? De vestlige regeringer vaklede:

Først støttede de Mubarak, som de havde gjort i årtier.

Så støttede de folket, da millioner stod fast.

Og da militæret igen tog magten, så jeg dem tie – som om det vigtigste ikke var folkets drøm, men den gamle stabilitet. Vesten ville ikke se at bevægelsen på Tahrir ikke bare var politisk, men åndelig, født af menneskers indre mod, deres opdagelse af, at frygten kan overvindes, når vi står sammen og taler sandt.

Dette er jo præcis det felt, Diapraxis arbejder i – spændet mellem frygt og kærlighed, mellem realpolitik og menneskelig værdighed. Det er her verden står åben, og hvor de menneskets og fællesskabets dybeste logikker afsløres.

Det egyptiske forår er en påmindelse om, at fredens kræfter ikke fødes i staternes frygtsomme strategier, men i menneskers længsel efter værdighed, et vidnesbyrd om, at kærlighedens og tillidens univers altid bryder frem – nogle gange kun i glimt, men stærkt nok til at vække verden.

En verden i opbrud – ved udgangen af 2025 - samarbejde med Chat

 Når mange stemmer træder frem, og én civilisations dominans ikke længere kan bære verden

Ved indgangen til 2020’erne begyndte verdens magtbalance for alvor at forskyde sig. Hvor Europas og USA’s dominans tidligere blev betragtet som en naturlig ramme for international orden, står det ved udgangen af 2025 klart, at denne orden ikke længere kan fastholde sin selvfølgelighed. 

Verden bevæger sig, ikke gennem revolutionære brud, men gennem en stille og dybtgående forskydning – en bevægelse fra et unipolært verdensbillede mod et mangepolet fællesskab.

Asien: Verdens nye tyngdepunkt

Asien har gennem to årtier været motoren i den globale økonomi, men ved slutningen af 2025 står det klart, at regionen ikke blot er verdens fabrik – den er ved at blive verdens centrum.

Kina og Indien udgør tilsammen næsten 3 milliarder mennesker. De stiller ikke længere spørgsmål om deres ret til indflydelse – de handler, investerer, danner alliancer, skaber institutioner.

De bærer på helt andre historiske erfaringer end Vesten:

• – kolonisering,
• – kulturel overlevelse,
• – lange traditioner for civilisation og kosmologi,
• – og erfaringer med at navigere i mangfoldige samfund.

Asien ønsker ikke at overtage verdensherredømmet; de ønsker en verden, hvor ingen kan have det.

Afrika: Kontinentet, der bryder ud af fortællingen om afhængighed

Afrika er verdens yngste kontinent, både demografisk og i fremtidspotentiale.

I 2025 har Afrika ikke længere tålmodighed med de gamle strukturer, hvor udviklingsbistand, IMF-lån og vestlig velvilje udgjorde rammerne for udvikling.

Afrikanske stater søger nye partnerskaber – med Kina, Indien, Golfstaterne, Sydamerika og hinanden.

Der opstår nye økonomiske zoner, digitale markeder, energiprojekter og regionale forsvarsinitiativer.

Det gamle koloniale mønster, hvor Afrika skulle lære af Vesten, er vendt:

• – Afrika vil nu selv definere sin udvikling,
• – kontrollere sine egne ressourcer,
• – og skabe modeller, der ikke er kopier af Europa.

Det er en stille frigørelse – politisk, økonomisk og mental.

Latinamerika: En ny bevidsthed om suverænitet og råderum

Latinamerika har i over hundrede år ligget under amerikansk indflydelse, ofte med dybe sociale og politiske sår som følge.

Men i 2025 har regionen taget store skridt mod uafhængighed:

• – nye handelsaftaler,
• – styrkede syd-syd-partnerskaber,
• – regionale alliancer,
• – og en voksende afvisning af USA’s politiske kontrol.

Brasilien, Mexico, Argentina, Chile og Colombia vil ikke længere indordne sig under én supermagt. De vil være partnere, ikke klienter. Og de ønsker en verdensorden, hvor verdens store beslutninger ikke træffes i Washington, Bruxelles eller London alene.

Mellemøsten: Fra konfliktfelt til magtfuld aktør

Ved slutningen af 2025 står Mellemøsten igen i konfliktens centrum – men også som et voksende geopolitisk kraftfelt.

Golfstaterne investerer globalt, ikke blot i olie men i teknologi, kunstig intelligens, forsvarsindustri og grøn energi.

Iran, Tyrkiet, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater kæmper ikke blot om regional dominans – de kæmper om global indflydelse.

Efter årtier, hvor regionen primært blev set gennem krigens og terrorens linse, træder den nu frem som en aktør med egne ambitioner:

• – at forme fremtidens energimarkeder,
• – at skabe nye alliancer med Asien og Afrika,
• – og at bryde USA’s tidligere monopol på indflydelse i området.

Et globalt opgør med magtens univers

Det samlede billede er derfor ikke en konflikt mellem “hvide” og “farvede”.

Det er et opgør mellem et gammelt magtunivers og en ny virkelighed, hvor flere regioner kræver ret til at definere deres egen fremtid.

Det gamle univers byggede på:

• hierarkier,
• dominans,
• afhængighed,
• frygt for tab af kontrol,
• forestillingen om, at stabilitet kræver én styrende civilisation.

Det nye, der vokser frem, er præget af:

• mange centre,
• mange veje,
• mangfoldige erfaringer,
• gensidig afhængighed,
• og en global længsel efter ligeværd.

Et Diapraxis-perspektiv ved udgangen af 2025

I denne bevægelse kan vi se konturerne af en verden, der – langsomt og ujævnt – søger at skifte fra magtens univers til samarbejdets univers.

Det sker ikke ud fra idealisme, men ud fra virkelighedens nødvendighed:

Ingen stat, ingen civilisation og ingen region er længere stærk nok til at bære verden alene.

Diapraxis læser denne transformation som en historisk mulighed:

• – At konflikter kan blive læringsrum.
• – At forskelle kan blive kilder til indsigt.
• – At storpolitik kan møde menneskelige erfaringer i et større fællesrum.

Ved udgangen af 2025 er dette ikke fuldt udviklet – men det spirer.

Verden er i færd med at opdage, at samarbejde ikke længere er et moralsk valg, men en global nødvendighed.

Her er en afsluttende poetisk passage, som kan stå som et efterord til kapitlet — et åndeligt og naturbåret åndedrag, der samler perspektivet på verdens forvandling og Diapraxis’ dybere vej:

---

Poetisk efterklang: Når verdens stemmer rejser sig

Verden står ikke stille.
Som tidevandet, der langsomt løfter alle skibe, rejser nye stemmer sig,
bærer deres egne historier frem
og gør plads til en verden, der ikke længere kan bæres af én hånd.

Asiens millionbyer gløder som morgendagens landskaber.
Afrikas unge træer skyder op mod lyset.
Latinamerikas bjerge svarer igen med en ny rytme,
og Mellemøstens gamle sand løfter sig som en varme,
der vil fortælle sin egen sandhed.

Det er ikke stormen, der forandrer verden –
det er bevægelsen under overfladen,
det stille skift,
når mennesker og nationer mærker,
at de ikke kan leve i skyggen af én magt,
men må stå op i deres egen sol.

Og under denne bevægelse –
bag økonomi og våben, institutioner og store ord –
mærker vi noget dybere:
en længsel efter at høre til i en større helhed,
hvor ingen dominerer,
og ingen er alene.

Dette er Diapraxis’ rum:
det tredje rum,
hvor stemmer mødes uden at slås,
hvor sandheder kan åbenbares uden at ødelægge,
og hvor fremtiden kan finde sin form
i samarbejdets stille skabelse.

For verden er i overgang –
fra magtens univers
til relationens.
Fra frygtens spændte knytnæve
til tillidens åbne hånd.

Og vi står midt i det,
som vand mellem bredder,
som lys mellem skygger,
som mennesker mellem himmel og jord.

En ny verden er ikke givet.
Den må skabes –
i forhandlingens mod,
i venlighedens styrke,
i samtalens dybe lytning.

Når verdens mange stemmer finder hinanden,
kan der opstå en fremtid,
hvor ingen behøver dominere,
fordi alle er en del af helheden.

Sådan begynder fredens vej:
ikke i stilhed,
men i mangfoldighedens sang.
I det øjeblik, hvor vi forstår,
at verden kun kan bære sig selv,
når vi bærer den sammen.

Magthistoriens lange linjer – set i Diapraxis’ lys - samarbejde med Chat

Set gennem Diapraxis’ to universer er kolonialismen og den hvide mands dominans ikke et spørgsmål om hudfarve, men om magtens logik: den verdensorden, der opstod, da Europa – og senere USA – valgte frygtens univers som sin primære drivkraft. Det var et univers, der byggede på kontrol, udnyttelse, beskyttelse af egne interesser og forestillingen om, at verden kun kan holdes sammen, hvis nogen styrer den oppefra.

Kolonialismen blev et globalt praksisfelt for denne logik. Rigerne udvidede sig gennem våben, disciplin og teknologisk overtag. Deres rigdom voksede, fordi de kunne udnytte ressourcer, land og mennesker i de områder, de gjorde til kolonier. Dermed opstod det materielle forspring, som satte Europa og USA i positionen som verdens centrum – ikke fordi deres befolkninger var flere eller bedre, men fordi magtens univers var blevet verdens organiserende kraft.

Da kolonierne forsvandt, forsvandt magtens logik ikke. Den skiftede blot form.

Den fortsatte i de globale institutioner, der blev skabt efter 2. verdenskrig: FN’s Sikkerhedsråd, Verdensbanken, IMF, NATO, WTO. De blev præsenteret som samarbejdets organer – og det var de også til en vis grad – men de bar samtidig en strukturel arv fra imperierne. De fastlåste en verdensorden, hvor USA og Europa fortsat havde overvægt, og hvor store dele af verden skulle indordne sig under regler, de ikke selv havde været med til at forme.

På samme tid voksede Vestens førerposition inden for videnskab, teknologi, kommunikation, industri og våbenproduktion. Det, der i begyndelsen var et teknologisk forspring, blev med tiden et globalt dominansredskab. Der opstod en verden, hvor standarderne for udvikling, civilisation og modernitet blev defineret vestfra. Det var frygtens univers forklædt som fremskridt.

Men historien standser ikke her.

I dag rejser nye lande og regioner sig – Asien, Afrika, Latinamerika, Mellemøsten – og kræver deres plads i verden. 

De ønsker ikke en verden domineret af én civilisations magt, men en verden af mange stemmer, mange centre, mange veje. Det er begyndelsen på en global bevægelse fra magtens univers mod noget andet.

Her får Diapraxis sin betydning.

Diapraxis peger på en vej, hvor konflikter ikke løses ved overmagt, men ved møde; hvor verdensordener ikke bygges på frygt for tab, men på tillid, gensidig afhængighed og evnen til at høre den andens sandhed. Det er en vej, hvor magtens gamle strukturer gradvist kan blive afløst af samarbejdets praksis – ikke i naivitet, men i erkendelsen af, at ingen civilisation længere kan bære verden alene.

Den hvide mands dominans er derfor ikke blot en historisk epoke. Det er også en invitation til at se, hvad der sker, når et folk eller en civilisation bygger sin fremtid på frygt og kontrol frem for på relation og gensidighed.

Diapraxis viser, at verden kun bevæger sig, når vi tør skifte univers: fra at beskytte vores magt – til at dele vores menneskelighed.

Tal krigen ned og freden op

 

Tale krigen ned og freden op 

Nu er det tid. 

Tid til at se virkeligheden i øjnene – nu hvor USA trækker sig tilbage, og krigen i Ukraine bevæger sig mod en fredelig afslutning med Rusland. 

Vi taler krigen ned, når vi tør se virkeligheden i øjnene. 

En ny global virkelighed 

Verden i dag domineres af Kina, USA, Rusland, Indien og Japan – økonomisk, befolkningsmæssigt, politisk og militært. 

EU og Danmark spiller en vigtig rolle internationalt på det økonomiske og kulturelle område, men vil aldrig igen kunne gøre sig gældende som militære eller politiske stormagter. Tallene taler deres tydelige sprog – se blot på FN’s Sikkerhedsråd, som domineres af USA, Rusland og Kina, som alle har vetoret. 

500 års kolonihistorie 

Europæiske lande som Frankrig, England, Portugal og Spanien var i 500 år kendt som kolonimagter. Lande i Afrika, Asien og Latinamerika kæmpede sig først fri efter Anden Verdenskrig. Det er historien, vi skal tage ved lære af. 

Nederlag i nyere krige 

Danmark deltog i krigene på Balkan, i Irak, Afghanistan og Libyen – og oplevede nederlag, selv med USA som allieret. I dag har USA mistet sin dominerende rolle og ønsker at trække sig fra sine internationale militære engagementer. Hvordan kan vi så tro, at vi alene – eller i fællesskab – kan få militær succes? 

Danmark er ikke skabt til krig – heller ikke som allieret med USA. Lad os én gang for alle opgive det projekt. Kære regering, det er på tide. 

Rusland vandt krigen i Ukraine 

Det er et faktum, at Rusland har vundet krigen i Ukraine, trods massiv økonomisk og militær støtte fra europæiske regeringer under USA’s ledelse – indtil den 20. januar 2025. 

Vi taler freden op 

En ny sikkerhedspolitik 

Selvfølgelig skal Danmark og EU have en selvstændig sikkerhedspolitik – men baseret på virkelighedens realiteter. EU skal aldrig blive en militær stormagt, men må samarbejde med verdens nuværende stormagter. Tyskland har allerede startet to verdenskrige. Det må være slut nu. 

Solidaritet med Ukraines befolkning 

Krigen er foregået i Ukraine. Vores opgave må nu være at hjælpe med genopbygning: skoler, veje, hospitaler og hjem. Men vigtigst – at genskabe fællesskaber og relationer. Det vil den danske befolkning støtte, og regeringen må følge med. 

Gør fjender til venner 

Lad os sige det åbent: Vi har ikke råd til at være uvenner med stormagter som Kina, Rusland og USA. I stedet må vi bygge venskaber og samarbejde – gennem diplomati, handel og investeringer. 

Genopbygning og relationer – vores styrke 

Hvis militær magt ikke er vores styrke – hvad er så? 

Vores sande styrke ligger i vores evne og vilje til at genopbygge. Økonomisk og menneskeligt. Derfor skal vi styrke vores indsats gennem: 

• Læger uden Grænser 

• Folkekirkens Nødhjælp 

• Røde Kors 

• Mellemfolkeligt Samvirke 

• Diplomati 

• Handel og investeringer i udvikling 

Tale krigen ned. Tale freden op. 

Institut for Diapraxis, 21. marts 2025 – Steen Clausen