Fjendtlige identiteter

At frigøre sig fra fjenden

Det er ikke fjendtlige identiteter, som fremkalder konflikter, men konflikter, som gør identiteter fjendtlige

12. december 2007

Af: Tzvetan Todorov
http://information.dk/151677

Del og helhed - en solopgang

Den engelske kvantefysiker David Bohms tanker om at alt eksisterer og udfolder sig i helheder, og at dialogen er broen inspirerer.

Jeg opfatter det således, at mennesket i sig har drivkraften mod helheder, har energien mod fællesskabet, har energien til at forme fællesskaber og være en del af fællesskaber.

Den dialogiske filosofi beskriver og understøtter denne drivkraft i mennesker, som mennesket stræber mod, og som mennesket søger at realisere sig i.

Det handler om kontakt. Det handler om at være. Det handler om at få kontakt. I den sammenhæng kan vold ses som en ekstrem søgen efter kontakt, en ageren mod kontakt. En særlig måde at forsøge at forbinde sig i helheder på. Og det er noget helt andet end det felt, hvor vold planlægges og bruges for gennem frygt at få magt og magtpositioner

Nu er det ikke sådan at helheden er der i forvejen, som så mennesket søger ind i. Nej, mennesket søger at skabe og skaber selv helheder omkring sig - voldeligt eller dialogisk.

Det kan blive spændende at fortsætte og udvikle undervisningen i dette stof og at skrive om det. Stoffet er jo tæt forbundet både med religionens inderlighed og lidenskabelighed - og - med den ny fysik med navne som Niels Bohr, David Bohm og Albert Einstein. Dertil jødiske filosoffer som Martin Buber, Levinas og Paul Ricæur. Og endelig den danske filosof K.E.Løgstrup

Energier som kaldes kvanter i den fysiske verden har i deres relationer og fællesskaber mange lighedspunkter med beskrivelsen og forståelsen af åndelige universer. Ikke den del af det religiøse univers, som manifesterer sig som autoritet på moralens område og som arbejder i og med magtstrukturer. Nej - det er de lidenskabelige dele af religionerne. Det mystiske og det inderlige - som udfolder sig i og mellem mennesker og natur. En energi med evig og uendelig skabelse og udfoldelse.

Et nyt paradigme ser evigheden (i stedet for tid) og uendeligheden (i stedet for sted). Det søger forbindelse til hver enkelt del - tid og sted - og forstår det i helheden.

Jeg tænker på at det vel ikke er vanskeligere end at se solopgangen som den reelt foregår. Hvad jo er vanskeligt nok i sig selv. Det sker når jeg oplever, at det er mig, som bevæger mig mod solen på et sted på jordkloden med en hastighed på omkring 1.200 km i timen - alt afhængig af hvor jeg opholder mig på jorden. Så oplever jeg den reelle bevægelse, nemlig at det er mig som med stor hastighed sidder på en kugle som roterer, medens jeg iagttager en kugle som står stille, men som jeg gradvist får mere og mere at se. Og så har jeg helt set bort fra at jeg og solen bevæger os i mælkevejen og at galaxen mælkevejen bevæger sig mellem galaxerne i universet, som så i øvrigt er i konstant udvidelse og skabelse.

Fællesskabers fjendebilleder - og forsoning

Når du eller dit fællesskab fyldes af frygt og had bliver du afhængig af den du hader - af fjenden - og af den hadendes eksistens, selvom du forsøger at udrydde den du hader.

Lykkes det for dig at gøre op med fjendebilledet i dit rationelle univers, uden en forsoningsproces, fortsætter bevidstheden sin "fjendtlige aktivitet" og kan skabe nye fjendebilleder til erstatning af de gamle. Fra nazihad til kommunisthad til terrorismehad til al quedahad osv.

Det samme sker også på det personlige plan, hvor had til en forælder eller en søsken kan erstattes af et had - der som oftest ikke er særligt synligt -til en ægtefælle eller børn eller andre nærstående familiemedlemmer eller nære venner.

Uden et opgør med fjendebilledet på et dybere og eksistentielt plan fortsætter selve fjendebilledet. fordi din eksistens og identitet netop er understøttet af det "skjulte" had.

Dialog og Dia Logos

Dialog

Dialog er en proces, hvor deltagerne mødes direkte ansigt til ansigt. Dialog kan ikke og skal ikke sammenblandes med endeløs teoretisering eller spekulation.

Dialogens natur er en afslappet, ikke dømmende nysgerrighed. Det væsentligste er at se tingene så friskt og klart som muligt. At pleje denne evne er centralt i dialogen.

Dialog, som jeg forstår det, er en fælles undersøgelse, en måde at tænke og reflektere sammen på.

Dialog er en levende undersøgelse af erfaringer i og mellem mennesker.

Formålet med forhandling er at nå en aftale mellem parter som er uenige. Intensionen med dialog er at nå en ny forståelse og, ved at gøre det, skabe en helt ny basis for tanker og handlinger. I dialog løser man ikke alene problemer, man opløser dem.

David Bohm: “On dialogue”1996 side XI og IX
William Isaacs: dialogue and the art of thinking together”, 1999

Dia Logos

Dialog stammer fra de græske ord dia logos. Dia betyder gennem og logos oversættes til ”ord” eller mening”.

I virkeligheden betyder dialog ”flow of meaning”. Men det er endnu mere. I den allerældste betydning af ordet logos betyder det ”at samles” . Det som foregik på byens torv. Men det var også en intens opmærksomhed på relationer i naturverdenen. Johannes evangeliet begynder således: ”I begyndelsen var ordet (logos). Det kan vi nu forstå som: I begyndelsen var relationerne. Eller i begyndelsen var det hele samlet.

Når vi går et skridt videre betyder dialog en samtale hvor folk er sammen og tænker sammen . En defragmentering af det fragmenterede. En forening af det adskilte.

Dialog forsøger at forandre kilden til vore tanker og følelser, i stedet for at være resultatorienteret.

Dialog søger at angribe fragmentationerne – ikke ved at reorganisere de fysiske komponenter i en samtale - men ved at afdække og ændre de organisk underliggende strukturer som skaber dem.

William Isaacs: dialogue and the art of thinking together”, 1999

Om det vi gør - når vi gør det - i Diapraxis

Mine overvejelser tager udgangspunkt i den måde, vi arbejder som konfliktmæglere eller procesledere, der skaber rum for andres udvikling og vækst.
Det være sig i arbejdsgrupper, arbejdspladsgrupper, sikkerhedsudvalg, bestyrelser, familier, naboer, kort sagt der hvor mennesker er i fællesskab.

1. Involveret
Vi er på den ene side fordomsfri – uden domme og fordomme – når vi involverer os.
På den anden side bliver vi involveret og må dermed acceptere, at vi bliver indfoldet i de problematikker, som deltagerne bringer frem.
Vi er ikke involveret på samme måde som deltagerne, fordi vi er der med en særlig rolle og forlader det fællesskab igen, og fordi vi kan stille os udenfor og betragte det, som vi har været involveret i.
På den anden side bliver vi påvirket af det, vi har været involveret i. Det bliver en del af vores erfaring og viden om mennesker og menneskers udfordringer og leven med livet med hinanden. Både når vi fyldes med glæde eller sorg, og når det bliver smertefuldt for os.

2. Analyser uden domme og fordomme
På den ene side bruger vi vores erfaring og viden konkret, på den anden side ved vi, at denne erfaring og viden ikke direkte kan bringes i anvendelse for at skabe rammer for udvikling.
Analyserne har ikke karakter af domme. De har nærmere karakter af forsøg på at forstå relationer og reaktioner blandt deltagerne hver for sig og mellem deltagerne.
Disse analyser uden domme og fordomme skaber baggrund for de rammer, som kan føre gruppen og den enkelte videre i deres udviklingsproces. Såvel i gruppen som uden for gruppen.

3. Samvittighedens stemme
Vi arbejder med det, som er større end det enkelte menneske. Det kan være de kræfter i ethvert menneske, som forholder sig til ordet ”bør”. Det som jeg ”bør” gøre og måske gør eller ikke gør. Det som vi også kan kalde samvittighedens stemme. Vi spørger – ”Hvad gør det ved dig?”

4. Levende liv
Vi betragter mennesket som levende og værende i virkeligheden og forholdende sig til virkeligheden. Ikke som subjekt overfor objekter, som den frit og fordomsfrit kan betragte og arbejde med. Men som det lever i og påvirkes af. Mennesket er ikke tilskuer men deltager i den globale livsproces.

5. Identitet og indlejring
I den forbindelse kan vi bruge udtryk som:
Mennesket er indlejret i verden - i fællesskabet – det konkrete fællesskab – i de fællesskaber hvor det finder og forstår sin identitet

• Vi – som mennesker - er altid involveret, fordi vi erfarer og tager erfaringerne til os
• Vi – som mennesker - møder livet med forestillinger om ”hvad vi bør”, afpasset til vore fællesskaber og i forventning om reaktion – anerkendelse eller krænkelse
• Vi mærker fællesskabets afvisning og føler dens smerte. Vi arbejder med at se udtræden af fællesskaber som et potentiale for udvikling og vækst frem for som en afvisning. Samtidig med at vi som udgangspunkt må tage fat om afvisningen og dens smerte for at nå frem til fornyelsens mulighed og potentiale.
• Vi er indfældet i naturen og verden.

6. Fortid og fremtid
Vi ser vores historie og menneskers historie i den. De erfaringer, som vi har med, fra de fællesskaber vi har levet i og med. Hvordan har relationer til menneskelige fællesskaber, fællesskabet med levende væsener, fællesskabet med den materielle verden og fællesskabet med gud eller andre åndelige væsener været? Udgør de både helhed og fragmentering og dermed kamp for individualiteten og kamp for helheden og for at være en identitet i helheden?
Vi tager udgangspunkt i, at menneskets verden historisk og lige nu er forviklet med verden og ikke kan forstås uden sin historie med verden.

7. Proces og menneske
Vi ser det enkelte menneskes udvikling som en proces med mennesket og i mennesket selv og som udfoldet og leves og indleves i den verden, som har omgivet mennesket eller som omgiver mennesket. Vore fællesskaber.

8. Evighedens perspektiv
Vi ser også vore historiske fællesskaber. Lige fra jordens skabelse og det vi kommer fra. Ikke som individ, men som menneske i sin eksistens som menneskeliv. Ikke det enkelte menneskes liv, men som menneskelivet som sådan.

9. Refleksion og spejling
Vores arbejdsmetode helt konkret er at deltagerne i fællesskabet bruger hinanden som spejl, for det som sker i fællesskabet - skaber et rum for spejle og refleksion. Vi sætter derfor typisk en proces i gang mellem deltagerne, som kan bestå i at arbejde med motivation og spørgsmål i runder:

• Er deltagerne motiverede for at arbejde med deres relationer? Er de motiverede for at skabe forandring i dem selv eller i den verden de er i sammen med andre? Det må vi sikre eller arbejde med for at skabe de bedste rammer for det, som nu skal foregå.
• Runder med udgangspunkt i følgende spørgsmålstyper.
• Hvad er problemet? Hvad ser jeg problemet som?
• Hvad skal der til for at vores fællesskab udvikler sig til et anerkendende / værdsættende fællesskab?
• Hvad vil jeg bidrage med i den sammenhæng?
• Eventuelle aftaler og virkemidler drøftes og aftales.
  11.december 2006

Menneske blandt mennesker - med gud som mellemled

Elske gud
Jeg tænker lige over sætningen "at elske gud".
Det at elske betyder jo at give plads til udfoldelse, udfoldelse af sine potentialer, så at elske gud betyder at give plads til at gud kan udfolde sig i mig. Det er ikke mig som skal kende gud, nej - det er mig som skal give gud plads til udfoldelse, så jeg kan kende ham. Sådan er det jo med kærligheden og med det at elske.

Nærmere en bøn om at jeg må give udfoldelsesmuligheder, udvikling af det potentiale som jeg selv og den jeg elsker har. Det er milevidt fra at stille krav. Det er at åbne, for at udfoldelse kan ske. Det er at være med sig selv og den anden.
Jeg kan spørge den elskede. Hvad skal der til? Hvad kan jeg bidrage med? Hvad skal jeg gøre? for at potentialerne kan udfoldes. Her er plads til åbenhed. Jeg er nysgerrig, afventende og ydmyg. Og aktiv med at skabe muligheder for udfoldelse.