​

Fra imperier til mellemfolkeligt fællesskab 

Vi lever i overgangen mellem to verdensordener. Den ene blev båret af imperier, kolonier, overmagt og retten til at definere andre. Den anden er endnu kun ved at blive født. Den bæres af selvstændiggørelse, gensidig anerkendelse og et voksende krav om ligeværd mellem folk og civilisationer. Spørgsmålet er ikke længere kun, om kolonitiden er forbi i juridisk forstand. Spørgsmålet er, om verden nu også kan frigøre sig fra kolonitidens ånd og lære et nyt sprog for respektfuldt globalt samarbejde.

I flere hundrede år – fra de første europæiske søfarter i 1400- og 1500-tallet og frem – voksede en verdensorden frem, hvor Europa og senere Vesten satte retningen. Kontinenter blev kortlagt, erobret og organiseret ud fra én forståelse af verden, og ressourcer blev udvundet, mens folk blev underlagt og kulturer vurderet i forhold til en europæisk målestok. Denne orden var ikke kun politisk og økonomisk; den var også en måde at tænke på, en måde at se verden på, hvor nogle havde retten til at definere, og andre måtte tilpasse sig.

Efter de to verdenskrige begyndte denne orden at slå revner. Kolonier blev til selvstændige stater, og folk rejste sig og krævede deres egen stemme. Med opløsningen af Sovjetunionen opstod der et øjeblik af håb, hvor mange forestillede sig, at verden kunne bevæge sig mod fred, samarbejde og fælles ansvar. Det var som om historien åbnede sig, og en ny mulighed viste sig, men historien standsede ikke der.

Fra begyndelsen af det 21. århundrede trådte en ny fase frem, hvor USA i høj grad satte dagsordenen globalt – militært, økonomisk og institutionelt. Indgreb, alliancer og internationale strukturer blev formet ud fra bestemte forståelser af sikkerhed og orden, og samtidig voksede en anden bevægelse frem, langsomt men vedholdende. 

Flere lande i det globale syd begyndte at samarbejde på nye måder, ikke længere som underordnede, men som aktører med egne interesser, egne værdier og egne historiske erfaringer. Her står BRICS som et tydeligt tegn, ikke som en færdig ny verdensorden, men som et udtryk for, at verden ikke længere formes ét sted fra.

Det er i dette spændingsfelt, vi lever, for selv om kolonierne er blevet selvstændige, lever mange af de gamle strukturer videre i økonomiske afhængigheder, i handelsmønstre, i gæld og finansielle systemer, i teknologisk kontrol og i den måde, viden og sandhed ofte defineres på. Kolonitiden er forbi som formel struktur, men den er endnu ikke helt forbi som indre virkelighed, og derfor bliver spørgsmålet i dag dybere end før. Det handler ikke kun om magtens fordeling, men om relationens kvalitet, om hvorvidt nationer kan mødes uden at dominere hinanden, om forskellighed kan blive en styrke i stedet for en trussel, og om vi kan udvikle et sprog, hvor vi ikke først og fremmest forsvarer os, men forsøger at forstå.

Her ligger kimen til en ny verdensorden, ikke som et system alene, men som en praksis, en måde at være i verden på. I Diapraxis’ sprog kunne man sige, at verden bevæger sig fra frygtens rum, præget af kontrol, alliancer og overlevelse, gennem modets og sandhedens rum, hvor stemmer høres og historier fortælles, og måske – hvis vi formår det – videre mod modenhedens og tillidens rum, hvor samarbejde bliver muligt. 

Den nye orden er ikke givet og ikke sikret, men den er begyndt, og dens retning afgøres ikke kun af stater og institutioner, men af mennesker, der vælger at møde hinanden som ligeværdige.