I går rodede jeg lidt i en gammel bog. Aksel Sandemose "Det svundne er en drøm" fra 1946. Bogen er skrevet som breve og jeg citerer fra det sidste brev i bogen, dateret San Francisco 6.juni 1944, skrevet til John i Norge. side 336.
"Du skal ikke være tro mod en vision. Det fører dig i afgrunden. Men hvordan skulle jeg lære dig at svigte visionen? Du skal være tro mod det levende menneske, hold dig borte fra gamle tankeruiner! Men hvordan lære dig det."
At gå fredens vej
Vi må tage opgøret med den voldelige kulturforståelse og lære, træne og blive en del af den ikke-voldelige kultur - personligt og i vores fællesskaber. Krig løser ikke verdens udfordringer. Tværtimod. Det ser vi gang på gang.
Vi må konkret sætte den ikke-voldelige kultur på dagsordenen:
Vi må lære og tilegne os den ikke-voldelige adfærd og strategi, for at vi selv kan praktisere den i vores fællesskaber.
Vi må se i øjnene, at vi som mennesker bliver vrede, hadefulde og måske hævngerrige. Så hvordan kan vi udfolde vores stærke følelser, som stammer fra uretfærdighed, undertrykkelse og krænkelser, på en ikke-voldelig måde? For de skal foldes ud - ellers krænker vi bare os selv.
Vi må finde ud af at være på fredsvejen, fordi fred er vejen. Det vidste regeringslederne, da de efter 2. verdenskrig på deres folks vegne underskrev UNESCO’s erklæring, som det danske folketing tiltrådte i 1946.
Da Krige begynder i Menneskers Sind, maa Forsvaret for Freden ligeledes opbygges i Menneskers Sind,Vi erkender at Krigen var muliggjort ved fornægtelse af de demokratiske Grundsætninger om Menneskers Værdighed, Ligeberettigelse og gensidige Respekt for i Stedet at Udnytte Uvidenhed og Fordomme til at udbrede Læresætninger om Menneskers og Racers Ulighed,At en almindelig Udbredelse af Kultur og Opdragelse af Menneskeheden til Retfærdighed, Frihed og Fred er uundværlig for Menneskets Værdighed og udgør en hellig Pligt, som alle Nationer maa opfylde i gensidig Hjælpsomheds Aand,At Freden må opbygges paa Menneskehedens intellektuelle og moralske Solidaritet.
Kilde: UNESCO-erklæring: Bekendtgørelse nr. 19 af 18.12.1946
retsinformation.dk (sprogligt moderniseret af Steen Clausen)
At gå livet vej
Vi kan gå dybere ind på livets vej. Vi er på den ene side en del af livet igennem uendelige generationer og på den anden side en del af den globale menneskehed. Vi er et menneske blandt mennesker.
Livets vej er at gribe barmhjertighedens, tilgivelsens og forsoningens mulighed, når negative og hadefulde domme og fordomme får overtaget. Det hele er naturgivne, stærke kræfter, vi har med os hele livet, og som driver os på godt og ondt.
Undertrykker vi dem, krænker vi os selv og bliver modløse, stressede, uengagerede og uvirksomme.
Får vi teknisk hjælp lindrer det i en periode. Engagerer vi os og får mod til at møde livets stærke og dynamiske kræfter, kommer vi ud over teknikken og kan give kærlig opmærksomhed og medfølende indsigt i vores eget og andres liv.
Menneskelige relationer og fællesskaber handler mere om lidenskab end videnskab.
Det moderne liv i byer og på arbejdspladser med strukturer, hierarkier og karriere kan give mennesker oplevelsen af, at vi selv skaber vores verden. Samtidig tilpasser vi os som lønmodtagere og forbrugere de roller, som samfundet tildeler os. Selv familierollen mangler ofte den lidenskab og passion, som gør os til virkelystne, kreative og engagerede mennesker.
Vi er tilbøjelige til at tro, at vi kan være i livet som iagttagere og med en forbrugerindstilling til andre mennesker og naturen, som om de er til for vores skyld.
Vi gør os til eksperter på kommunikation, sundhed, børneopdragelse - ja, selv kærligheden og medfølelsen kan gøres til teknik gennem overdreven brug af anerkendelse og empati. Vi er på vej til at gøre vores liv med andre mennesker til et spørgsmål om teknik og ekspertise.
Elementer i et træningsforløb
- Thich Nhat Nhât Hanh - Fred er vejen - med træningsmodeller
- U-teorien som en væren i felterne med åbent sind, åbent hjerte og åben vilje, og de modeller som vi har udviklet dertil. I nogle sammenhænge kombineret med dele af Johannes skrifter fra bibelen
- Dele af vores konfliktmæglings uddannelse og modeller derfra.Træne dialogens og samtalens mulighed, når det er svært.
- Opstillinger og elementerne derfra.
- Uddrag om kvantemekanik og teori ved David Bohm og David Peat.
Ved at deltage i diapraxis udviklingsforløb kan du lære
At få mod til at være når forandringens vinde blæser. I vind og i læ.
At få mod til at være ressourcepersonen som kan være til stede og tage hånd om det menneskelige drama som følger organisatoriske eller personlige forandringer og forvandlinger. Få modet til at lede de nødvendige samtaler.
At være den som hjælper medarbejderne til at sige farvel til den gamle organisation og goddag til den nye.
At være den som kan bringe de menneskelige forskelligheder i et konstruktivt og kreativt samspil.
At være menneske blandt mennesker,
At være et menneske i de svære situationer som leder eller procesleder og turde stå med polarisering, vrede og mellem vrede og glæde
At få mod til at konfrontere og bevare dialogen og de menneskelige relationer. Lære den kærlige konfrontation.
At myndiggøre gennem din tilstedeværelse, så dine medarbejdere bliver herre i eget liv og myndiggøre den enkelte til at turde tage ansvar.
at få mod til at tale om tillid, retfærdighed, ligeværdighed og forskellighed også når det er svært.
At tale om lighed og ligelighed.
Fra kærlighedens gerninger af Søren Kierkegaard
Jeg slutter med citatet fra Søren Kierkegaard: Kærlighedens gerninger side 75
“Den verdslige lighed, hvis den var mulig, er ikke den kristelige ligelighed.
Og fuldkomment at tilvejebringe den verdslige lighed er en umulighed. Det tilstår egentlig den verdslige lighed selv. Den fryder sig når det lykkes at gøre de timelige vilkår lige for flere og flere, men den erkender selv, at dens stræben er et fromt ønske, at det er en uhyre opgave, den har sat sig, at det har lange udsigter - hvis den ret forstod sig selv, ville den indse, at dette aldrig nås i timeligheden, selvom den stræben fortsættes over årtusinder, den dog aldrig når målet.
Kristendommen derimod er ved hjælp af evighedens genvej straks ved målet; den lader alle forskelligheder består, men lærer evighedens ligelighed.
Den lærer at enhver skal opløfte sig over den jordiske forskellighed. Agt vel på, hvor ligeligt den taler, den siger ikke, at det er den ringe, der skal opløfte sig, medens den mægtige måske skulle nedstige fra sin ophøjethed, ak nej, en sådan tale er ikke ligelig; og den lighed, der tilvejebringes ved at den mægtige stiger ned og den ringe stiger op, er ikke den kristelige ligelighed, men er verdslig lighed.
Nej, om det så var den, som står øverst, om det så var kongen, han skal opløfte sig over ophøjethedens forskel og tiggeren skal opløfte sig over ringhedens forskel.
Kristendommen lader alle jordlivets forskelligheder bestå, men i kærlighedsbudet, i at elske næsten er netop indeholdt denne ligelighed i at opløfte sig over jordlivets forskellighed.”
