Forsoningens Dialog og Diapraxis


Forsoning gennem forståelse, respekt, dialog og diapraxisForsoning og tilgivelse hører livet til, og folder sig særligt ud mellem mennesker, men er også levende i andre vigtige relationer som den natur vi holder af eller den gud eller det åndelige centrum, som betyder noget for os. Så når noget har betydning for os og er en del af det levende liv er forsoning og tilgivelse en realitet. Eller rettere oplevelsen af tilgivelsens og forsoningens mulighed er reel og vigtig.

Forsoning og tilgivelse hører dagligdagen til. Og hvem har ikke såret eller krænket et andet menneske. Ofte ikke med vilje, men blot fordi vi som mennesker er sårbare. Sårbarheden er størst i de nære fællesskaber indenfor familien, hvor følelserne som oftest er på spil. Hvem kan sige sig fri for at have haft et skænderi med sin kæreste eller ægtefælles - og bagefter fundet forsoningens veje til at genoprette fællesskaber - det ægteskabelige fællesskab. Det samme gælder i forhold til vore børn. Krise, konflikt og forsoning er alle til de menneskelige udviklingsmuligheder i vores liv.

Morfar og barnebarnet
Under en rejse i sidste uge, blev jeg ringet op af mit barnebarn på snart 5 år. Det var moderen - min datter - som ringede op og fortalte at mit barnebarn havde noget han ville fortælle. Jeg fik Filip - som han hedder - i røret og jeg spurgte hvor han var og fortalte hvor jeg var. Så vi havde sådan en indledende snak. Jeg vidste jo ikke hvad det handlede om. Så med lav stemme afbrød han denne mere overfladiske samtale og sagde: Morfar der er noget jeg skal fortælle dig. Min datter og 2 børnebørn og jeg er naboer og går ind og ud af vore huse. De kender reglerne hos morfar og de kender de andre regler hos mor og far. Med bedrøvet stemme fortalte han nu, at han var kommet til at ødelægge noget ved skurvognen. Han var tydeligt ked af det. Han var kommet til at ødelægge nogle brædder som sidder rundt om skurvognen. Nå - jeg tog det ovenfra og sagde, så må vi se at få repareret det, når jeg kommer hjem. Hele stemningen løftede sig hos Filip og med stor glæde i stemmen sagde han: Så kan vi gøre det sammen. Ja, sagde jeg det er en god ide. Det gør vi når vi kommer hjem. Så spurgte han lidt til hvornår jeg kom hjem og hvor lang tid der var til mandag.


Her er det jo tydeligt at han har noget på spil i forhold til sin morfar som han holder meget af. Han har været ubetænksom og rygget nogle gamle brædder af. Mor har skældt ud og nu fået drengen, som er ked af det til at ringe til morfar.

Denne lille historie rummer i al sin enkelhed kernen i min forståelse af tilgivelse og forsoning som en befriende mulighed mellem mennesker.

Dialog
Fortæl hvad der er sket. Direkte og uden undskyldninger. Jeg er kommet til at - sagde drengen Han søger kontakt med morfar og fortæller. Morfar modtager historien uden bebrejdelser. Han ved at mor har skældt ud, så det skal han ikke gøre. Derfor går han direkte videre til en løsning. Det kan repareres.

Diasent
rummer vore billeder om os selv og hinanden. Det jeg tænker om mig selv og den anden. Her er relationen til fællesskabet med morfar på spil og han føler sig skyldig og trykker sig, bliver ufri og får det dårligt.

Diapraxis
Drengen lægger op til at vi skal gøre det sammen. Først når vi sammen har udbedret skaden har han det godt igen og kan se morfar og mor i øjnene.

Fra dette eksempel har jeg lyst til at bevæge mig over i den større verden og diapraxis tilgang til den.

Institut for Diapraxis bliver til

Jeg arbejder med mægling og forsoning i familier, arbejdsgrupper og større og mindre fællesskaber. Jeg kalder det procesledelse - ledelse af udviklingsprocesser mellem mennesker

I 2006 skabte jeg sammen med Lene Holmsgaard, Keld Kunze og Susan Kristiansen Institut for diapraxis. Vi ønskede at oprette et forum, hvor vi kunne sætte fokus på udvikling af værdsættende og bæredygtige fællesskaber og relationer mellem mennesker.

Diapraxis er en dynamisk ramme som

  • arbejder med ikke-vold som dynamo, fordi vold undertrykker og umyndiggør, medens ikke-vold gør fri og myndig. 
  • arbejder med dialogen som et levende møde mellem mennesker. Et udviklende møde – en diapraxis – som med nærvær, nysgerrighed og engagement skaber mulighed for forståelse og tilstedeværelse i verdens mangfoldige udfoldelse 
  • vi lægger vægt på at gøre noget sammen. Vores praksis sammen er måske det vigtigste. Det er i vore handlinger sammen, at vi kommer til dybere erkendelse af os selv og verden. Dialogen er central for forståelse og samvær. 
Kort sagt
  • Diapraxis er at dele erfaringer og aktiviteter 
  • Diapraxis er et socialt og politisk fællesskab 
  • Diapraxis er fælles inderlighed og medfølelse.