Nytårshilsen 2013 - Livet er menneskers lys

Lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke. Johs 1,4












En fattig og en undertrykker kan mødes, Herren giver begges øjne lys
Ordsprogenes bog 29,13

Konfliktmæglere og brobyggere må arbejde med lyset i tillid til, at lyset skinner i mørket og i tillid til at undertrykte og undertrykkere - ofre og gerningsmænd kan mødes, og se hinanden i øjnene.

Jeg medtager et citat fra Nelson Mandela fra bogen: "Vejen til frihed"
side 491 i førsteudgivelsen fra 1994

I 1985 bliver Mandela flyttet fra Robben Island og bort fra sine venner til en 3 værelses lejlighed (husarrest) i byen Poolsmoor. Han ved ikke hvorfor regeringen har flyttet ham. Han skriver

"Det ville være forkert at kalde det en åbenbaring, men i løbet af de næste par dage og uger begyndte jeg at forstå noget om mine nye forhold. Jeg fandt ud af at forandringen ikke var et tab, men en mulighed. ... Min ensomhed gav mig en vis frihed, og jeg besluttede mig for at bruge den til noget, jeg havde tænkt over i lang tid: Indlede diskussioner med regeringen.

Jeg konkluderede, at den tid var kommet, hvor kampen bedst kunne føres videre gennem forhandlinger.  
Hvis vi ikke snart påbegyndte en dialog, ville begge parter snart blive kastet ud i en mørk nat af undertrykkelse, vold og krig. 
Min ensomhed ville give mig lejlighed  til at tage det første skridt i denne retning uden den form for granskning, der måske kunne ødelægge sådanne forsøg."