Håbet og mødet mellem mennesker


Om det som bliver til - og skabes - i mødet mellem mennesker - et notat til videre inspiration

En sætning, et udsagn fortæller mig, at det som er vigtigt for mennesker skabes mellem mennesker - i relationen som vi siger - eller i fællesskabet mellem mennesker. Det kommer ganske enkelt ikke til eksistens uden medmenneskets deltagelse.

Hvordan kan vi bevare håbet, når I ikke tror på os?

Udsagnet viser tydeligt at håbet kommer til stede i mellemværendet med andre - eller et andet - menneske. Håbet skal modtages og anerkendes. Når vi respekterer de håb, som andre frembringer kommer håbet til eksistens, så får det liv. Ikke som realitet - men netop som håb. Noget jeg kan leve på. Håbe på. Den der modtager, anerkender håbet skal jo ikke tro på at det bliver en realitet, men skal ladet håbet leve som håb, som noget der kan forstås som håb, og som der kan udvikles som håb. En samtale om håbet kan medvirke til at udvikle håbet og gøre det livskraftigt for den som håber. Det er jo netop også på denne måde at vi er i hinandens vold og er hinandens skæbne. På den måde lever vi i og med hinanden.

Udsagnet er et råb om hjælp - et råb om anerkendelse - så mød mig dog kære menneske og lad mit håb få liv!

Ved mødet med andre mennesker, citerer jeg ofte et par salmelinier, som inspiration til de møder jeg enten som konfliktmægler eller sparringpartner for andre skal indstille mig på - mentalt forberede mig på. Her er det jo ikke noget konkret der fordres, men mere et nærvær og engagement. For at komme i den rette stemning er en af metoderne at meditere over linierne:

Hvorledes skal jeg møde og favne dig min skat?

Dette er en meditation som hjælper mig til at intonere sammen med det andet menneske. Ikke for min skyld eller for den andens skyld, men netop for vor skyldighed mod hinanden. En mulighed for at du og jeg sammen kan skabe - skabe det som livet kan give os.