Om det vi gør - når vi gør det - i Diapraxis












Mine overvejelser tager udgangspunkt i den måde, vi arbejder som konfliktmæglere eller procesledere, der skaber rum for andres udvikling og vækst.
Det være sig i arbejdsgrupper, arbejdspladsgrupper, sikkerhedsudvalg, bestyrelser, familier, naboer, kort sagt der hvor mennesker er i fællesskab.

1. Involveret
Vi er på den ene side fordomsfri – uden domme og fordomme – når vi involverer os.
På den anden side bliver vi involveret og må dermed acceptere, at vi bliver indfoldet i de problematikker, som deltagerne bringer frem.
Vi er ikke involveret på samme måde som deltagerne, fordi vi er der med en særlig rolle og forlader det fællesskab igen, og fordi vi kan stille os udenfor og betragte det, som vi har været involveret i.
På den anden side bliver vi påvirket af det, vi har været involveret i. Det bliver en del af vores erfaring og viden om mennesker og menneskers udfordringer og leven med livet med hinanden. Både når vi fyldes med glæde eller sorg, og når det bliver smertefuldt for os.

2. Analyser uden domme og fordomme
På den ene side bruger vi vores erfaring og viden konkret, på den anden side ved vi, at denne erfaring og viden ikke direkte kan bringes i anvendelse for at skabe rammer for udvikling.
Analyserne har ikke karakter af domme. De har nærmere karakter af forsøg på at forstå relationer og reaktioner blandt deltagerne hver for sig og mellem deltagerne.
Disse analyser uden domme og fordomme skaber baggrund for de rammer, som kan føre gruppen og den enkelte videre i deres udviklingsproces. Såvel i gruppen som uden for gruppen.

3. Samvittighedens stemme
Vi arbejder med det, som er større end det enkelte menneske. Det kan være de kræfter i ethvert menneske, som forholder sig til ordet ”bør”. Det som jeg ”bør” gøre og måske gør eller ikke gør. Det som vi også kan kalde samvittighedens stemme. Vi spørger – ”Hvad gør det ved dig?”

4. Levende liv
Vi betragter mennesket som levende og værende i virkeligheden og forholdende sig til virkeligheden. Ikke som subjekt overfor objekter, som den frit og fordomsfrit kan betragte og arbejde med. Men som det lever i og påvirkes af. Mennesket er ikke tilskuer men deltager i den globale livsproces.


5. Identitet og indlejring
I den forbindelse kan vi bruge udtryk som:
Mennesket er indlejret i verden - i fællesskabet – det konkrete fællesskab – i de fællesskaber hvor det finder og forstår sin identitet

  • Vi – som mennesker - er altid involveret, fordi vi erfarer og tager erfaringerne til os
  • Vi – som mennesker - møder livet med forestillinger om ”hvad vi bør”, afpasset til vore fællesskaber og i forventning om reaktion – anerkendelse eller krænkelse
  • Vi mærker fællesskabets afvisning og føler dens smerte. Vi arbejder med at se udtræden af fællesskaber som et potentiale for udvikling og vækst frem for som en afvisning. Samtidig med at vi som udgangspunkt må tage fat om afvisningen og dens smerte for at nå frem til fornyelsens mulighed og potentiale.
  • Vi er indfældet i naturen og verden.

6. Fortid og fremtid
Vi ser vores historie og menneskers historie i den. De erfaringer, som vi har med, fra de fællesskaber vi har levet i og med. Hvordan har relationer til menneskelige fællesskaber, fællesskabet med levende væsener, fællesskabet med den materielle verden og fællesskabet med gud eller andre åndelige væsener været? Udgør de både helhed og fragmentering og dermed kamp for individualiteten og kamp for helheden og for at være en identitet i helheden?
Vi tager udgangspunkt i, at menneskets verden historisk og lige nu er forviklet med verden og ikke kan forstås uden sin historie med verden.

7. Proces og menneske
Vi ser det enkelte menneskes udvikling som en proces med mennesket og i mennesket selv og som udfoldet og leves og indleves i den verden, som har omgivet mennesket eller som omgiver mennesket. Vore fællesskaber.

8. Evighedens perspektiv
Vi ser også vore historiske fællesskaber. Lige fra jordens skabelse og det vi kommer fra. Ikke som individ, men som menneske i sin eksistens som menneskeliv. Ikke det enkelte menneskes liv, men som menneskelivet som sådan.


9. Refleksion og spejling
Vores arbejdsmetode helt konkret er at deltagerne i fællesskabet bruger hinanden som spejl, for det som sker i fællesskabet - skaber et rum for spejle og refleksion. Vi sætter derfor typisk en proces i gang mellem deltagerne, som kan bestå i at arbejde med motivation og spørgsmål i runder:

  • Er deltagerne motiverede for at arbejde med deres relationer? Er de motiverede for at skabe forandring i dem selv eller i den verden de er i sammen med andre? Det må vi sikre eller arbejde med for at skabe de bedste rammer for det, som nu skal foregå.
  • Runder med udgangspunkt i følgende spørgsmålstyper.
  • Hvad er problemet? Hvad ser jeg problemet som?
  • Hvad skal der til for at vores fællesskab udvikler sig til et anerkendende / værdsættende fællesskab?
  • Hvad vil jeg bidrage med i den sammenhæng?
  • Eventuelle aftaler og virkemidler drøftes og aftales.
    11.december 2006